Brev til Nikoline Werdelin
Nikolines brevkasse

Brev til Nikoline: Jeg har ikke lyst til, at min mands datter skal låne campingvognen

Denne læser har et princip om, at hun ikke vil låne deres campingvogn ud. Alligevel har hendes mand sagt ja til sin datters familie – og nu tager de det som en selvfølge, at de skal låne den igen. Læs, hvad Nikoline Werdelin råder denne læser til.

Hej Nikoline Werdelin

Mit dilemma er, at min mands datter ikke har noget filter. Hun har den holdning, at hendes far og alle andre er til for hende, hun forventer, kræver og beklager sig over alt og alle, hun er kort sagt meget selvoptaget og yder aldrig den anden vej.

Hendes far og jeg investerede i en campingvogn for tre år siden. Jeg værner om den og bruger tid på at holde den pæn og indbydende. Min mand pointerede, at vi ikke låner den ud! Datteren med mand og to små børn spurgte, om de måtte låne den sidste sommer. Da røg fars princip. Han lod det være op til mig at være den urimelige papmor. Okay, de fik lov til at låne campingvognen.

Hun påstod, at hun havde gjort den ren. Vi fik den retur heldigvis i fin stand og kun med almindeligt slid. Jeg gik i gang med at rengøre stole og bord for madrester. Jeg vaskede hynder og topmadras og rensede gulvtæppet.

Nu kræver datteren den igen, da de ingen penge har. De har dog blandt andet været på sommerferie på Rhodos. Jeg skyndte mig at købe stiklagener, da der er to blebørn. Det virkede hun irriteret over. Da de hentede den, kravlede begge børn ind på madrasserne, rev i gardinerne, prøvede at åbne vinduerne, rev døren op til toilettet – og datteren stod passiv og kiggede på.

Jeg har det svært med at låne dem vognen. En vogn købt til vores behov, og som for mig er lidt personlig (som mit soveværelse). I det hele taget at have en campingvogn, som vi betaler forsikring til og rengør, men som nærmest kun de bruger og slider på. Men jeg ved da, hvad jeg skal lave, når den kommer hjem.

Hvis jeg siger, de ikke må låne den, er helvede løs på vores hjemmefront. Jeg synes bare, det er så grænseoverskridende frækt at lægge beslag på vores vogn.

Hvad gør jeg? Hvordan siger jeg, at den ikke er til låns? Eller skal jeg bare give slip og lade dem bruge den for fredens skyld?

Venlig hilsen, Hanne

 

LÆS OGSÅ: Brev til Nikoline Werdelin: Er det uhøfligt ikke at tage skoene af, når man er på besøg? 

Kære Hanne

Tak for dit brev, som jeg har forkortet en del. Den campingvogn lyder som en konfliktsamler. Men problemet er nok ikke så meget vognen som dét, at du og din mand ikke kan finde et fælles fodslag. Hvad med at tage endnu en snak om den – i fred og ro? Bed din mand mærke lidt bedre efter og fortælle om de følelser, der fik ham til at ombestemme sig med hensyn til at låne den ud. Tal om, hvad der sker mellem jer, når ansvaret for et afslag lander på dig. Og hvad er det for et følelsesmæssigt pres, der gør, at du må sige ja uden at mene det? Er det i orden, at I har det sådan sammen?

Få 13 numre af SØNDAG leveret med posten - kun 400 kr.

Hvis I har det godt på andre måder og stadig ikke kan finde vej med den campingvogn, synes jeg, I skal skynde jer at sælge den igen. Det må være billigere at betale for en enkelt overnatning i ny og næ end at have den stående. For ikke at tale om al den uro, den bringer med sig.

Din mand kan give sin datter og hendes familie nogle penge at rejse for. Han kan give dem af sin tid og hjælpe dem med alt muligt praktisk. Du kan give en skærv til dem, du holder af. Når man mødes sent i livet og har børn eller andre kære unge i sit liv, må man være fri til at gøre det for sine, som man føler for.

Venlig hilsen, Nikoline

Brev til Nikoline Werdelin: Jeg magter ikke min syge veninde

Brev til Nikoline Werdelin: Jeg orker ikke de ekstra børnebørn 

Vil du skrive til Nikoline Werdelin og bede om et råd?

Skriv til SØNDAG, Postboks 420,
0900 København C, og mærk kuverten
»Nikoline Werdelin«. Eller send en email til [email protected]

Redaktionen forbeholder sig ret til at forkorte brevene, og kun spørgsmål, der bringes i bladet, kan forvente sva