Annisette: På scenen får jeg enorme kræfter

Annisette fortæller om tiden med Savage Rose

Sangerinde og frontfigur i bandet Savage Rose Annisette fylder 70 år den 29. august, og i dén anledning drager bandet på fødselsdagsturné landet over. Men der bliver ikke nogen stor fest, der markerer begivenheden, fortæller Annisette,

– Jeg har det sådan med alle fødselsdage, at jeg hellere vil sidde et eller andet sted hyggeligt og stille og roligt. I år holder vi festen på koncertscenen. Det er det, jeg tænker på, når jeg tænker på min 70 års fødselsdag. Jeg er ikke så vild med at være i centrum privat. Når jeg er hjemme, skal jeg helst bare kunne slappe af. Sådan er det, når man er så meget ude og ser så mange mennesker hele tiden, men det kan være lidt svært, fordi man har forsømt en masse, og regningerne – og alle familierelationerne – venter, forklarer Annisette.

"Hjemme" er for Annisette i en haveforening i Sydhavn, hvor hun har boet i mere end 30 år - og aldrig flytter fra. Men tiden mere bandet Savage Rose har også ført et utal af oplevelser med sig verden over i de mere end 50 år, som bandet har eksisteret.

Hvis man til start havde fortalt dig om alt, hvad I ville opleve, hvad havde du så sagt?

– Jeg var tilfreds med bare at synge. Jeg havde sunget med Dandy Swingers i tre år, da bassist Jens Rugsted og guitarist Flemming Ostermann blev inviteret til at være med i The Savage Rose. Det var meningen, at Thomas Koppels storesøster skulle synge, men hun fik en rolle i en opera, og derfor blev jeg spurgt, om jeg ville komme til prøve. Thomas og hans daværende kone kom ind og hørte mig i Le Caroussel. Det var en natklub med en stor karrusel i midten, hvor vi i Dandy Swingers spillede på en balkon i et hjørne. Thomas og Maria var generte, og det var jeg også, men de synes, det var virkeligt godt. Jeg var ikke så god til engelsk dengang, så jeg plejede at skrive teksterne ned ved at lytte til originalpladerne og gættede mig ellers til, hvad der blev sunget, husker Annisette.

Derfor skulle hun lige synke et par gange, da hun fik stukket komplicerede engelske tekster ud på ni vers eller mere.

– Alex Riel på trommerne, Anders Koppel bag et rødt Farfisa-orgel, Jens og Flemming på deres instrumenter. Og Thomas på klaver samt Maria på en cembalo eller harpsichord, som det hedder på engelsk. Tilsammen lød de som en hel rejse, og så blev jeg bedt om at falde ind. Jeg skulle bare lytte til hans højre hånd, der spillede melodien. Jeg sprang så ind i det, som en, der springer ind i et sjippetov. Efter et minut hørte jeg et suk, sådan et tilbagelænet whouf, og det betød, at de syntes godt om det, og derfra kunne jeg folde mig ud, siger Annisette.

LÆS OGSÅ: Annisette fik et varsel om Thomas' død

Nej tak til USA

Savage Rose fik tidligt i karrieren hul igennem til USA og blev sendt på turne derovre.

– Vi var en del af ungdomsoprøret, der spredte sig til hele verden. Vi hørte musik som Jefferson Airplane, Jimi Hendrix, The Rolling Stones, Bob Dylan og Joan Baez, og vi elskede det. Det var en revolutionerende tid, og vi gjorde op med stereotyper om, hvordan man skulle se ud, og vi begyndte at toupere håret, der ikke måtte sidde pænt.

– Via Alex Riels kontakter blev vi bedt om at spille på Newport Jazzfestival sammen med Sly and the Family Stone, James Brown og Miles Davis, og bagefter kom vi på en længere tur gennem USA. I Los Angeles indspillede vi en single for RCA, og de ville lave et helt album med os. Der lå en kontrakt med mange nuller på foran os på vores managers kontor, husker Annisette.

– Men betingelsen var, at vi først skulle tage til Vietnam og spille på de amerikanske baser, og det kunne der ikke blive tale om. Vi var jo et antikrigsband, hvad ville vores fans ikke tro? Managerne himlede op om, at det kunne give os berømmelse i USA, og der opstod nærmest håndgemæng på kontoret. Vores koncertbookere støttede pladeselskabet, og til sidst blev vi truet med, at vi ikke kunne få vores pas, flybilletter og penge. For at komme hjem, blev vi således tvunget til i en måned at spille tre koncerter om dagen i en nyåbnet natklub i Los Angeles.

LÆS OGSÅ: Sangerinde Billie Koppel om at gå i sin mors fodspor: Jeg er min egen

De politiske år

Efter det mislykkede eventyr blev Savage Rose et mere politisk band, der støttede udsatte grupper, strejkende, arbejdere, flygtninge og slumstormere, og som spillede mod apartheid. Af og til måtte de hæve understøttelse for at få familieøkonomien til at løbe rundt.

– I USA havde vi været tæt på Black Panthers og set apartheid i sydstaterne, så vi blev blandt andet involveret i støttearrangementer for den fængslede Angela Davis. I den periode blev vi reduceret til en trio med hammondorgel og flygel og spillede i en mere gospelagtig stil. Vi fik færre og mindre kommercielle spillejob, men jeg husker dog især en koncert, hvor vi var engageret til at spille til en stor fest for udenlandske diplomater, fortæller Annisette.

I udenrigstjenesten havde man hæftet sig ved, at The Savage Rose sang på engelsk, men man havde glemt at læse på teksterne.

– De syntes, vores forstærkere var for grimme, så de blev dækket til med hvidt stof og bøgegrene. Nogen fra Det Kongelige Teater optrådte før os, og så kom vi omsider ind på scenen, hvor vi skulle begynde med ”The Messenger Speaks”. Anders rejste sig og holdt en brandtale om slaveriet i verden, og fortalte, at sangen var dedikeret til Malcolm X. Resultatet var, at diplomaterne, som alle var mænd, forlod lokalet. Kun japanerne og kineserne og alle kvinderne blev. Vi spillede i tre kvarter, mens de fleste stod bag en glasvæg og græmmede sig og drak sjusser.

Forfulgt af ånder

Mod pladeselskabets forventning hittede Savage Rose i 1989 med en dobbelt-lp med arbejdersange fra hele verden oversat til dansk. ”Ild og frihed” solgte mere end det dobbelte af, hvad tidligere succeser havde præsteret, og gradvist gik det atter fremad. Pladen ”Black Angel” gav igen adgang til de store scener, men efter nogle år i Los Angeles og senere i Puerto Rico, døde Annisettes mand Thomas Koppel, der også var med i Savage Rose, i 2006.

– Min koncertbooker ringede og spurgte, om han skulle lægge turneen ned? Men nej, for Guds skyld. Turneen var det eneste, jeg havde lyst til.

– Op til hans død skete der mange mærkelige ting i vores hus, som om vi var forfulgt af ånder. Vores udstyr i vores studie gik ned, hver dag var der en ny ting, som ikke virkede, indtil der kun var Thomas’ harmonika og et akustisk klaver tilbage. Vi ville væk fra huset, så en dag tog vi ud i et hus, der stod på pæle i junglen, og hvor der var nogle hængekøjer at sove i. Thomas stillede sin harmonika i hytten, og da vi havde spist, kom alle de her fantastiske stjerner frem. Det føles, som om man var ude i universet. Jeg sagde til Thomas, at det kunne være skønt at spille en enkelt, helt stille sang. – Ja, sagde han og rejste sig, og i det øjeblik væltede hans harmonika. Han troede ikke på alt det med ånderne, vi gik og fablede om, så han prøvede at reparere den, men han måtte opgive. Der var kun en enkelt tone, som ville give lyd, siger Annisette.

Kort tid efter døde Thomas. Annisette mødte senere en musiker, der kunne uddrive onde ånder, og hun overvejede at bruge ham. I stedet fik hun en perlekrans, som hun den dag i dag bærer til alle koncerter.

– Faktisk er der kun sket mig noget godt siden. Og jeg tror, Thomas ville elske det The Savage Rose, der findes i dag. Så længe jeg overhovedet kan, vil jeg fortsætte bandet, og når jeg ikke kan længere, så kan mine børn eller svigerbørn. Jeg tror ikke, at man kan undvære sangene.

LÆS OGSÅ: Annisette: Jeg stopper ikke med at synge

Den tid vi lever i

I dag er både Annisettes datter Billie og svigersønnen Frank med i Savage Rose. Annisettes anden datter Naja bor i New York med bandets trommeslager Anders, og hun synger også med. Og Annisette synes, at det er fantastisk at have børn og svigerbørn med i bandet.

– De passer deres gamle mor. Det er så sødt. Giver mig massage, te og vand. Jeg har en tendens til at holde øjnene lukket på scenen, men jeg kan tydeligt mærke publikum. Jeg hører og mærker deres reaktioner, og hvordan de tager en sang til sig. Varmen der strømmer op imod en er tydelig og helt fantastisk. Det største i mit liv er at stå på scenen, for når jeg går derind, bliver jeg løftet op til helt nye niveauer af energi, siger Annisette.

– Så får jeg større kræfter, end jeg selv tror, jeg har.

Fakta om Annisette og The Savage Rose

• Anisette er født 29. august 1948.

• I alt har The Savage Rose indspillet 24 plader på 50 år. Det blev til syv plader på de første fem år.

• I 1972 udgav bandet musikken til Flemming Flindts ballet ”Dødens Triumf”.

• Med i bandet i dag er Annisette (sang), Naja Rosa og Amina Carsce Nissen (kor), Frank Hasseltrøm (keyboard og trombone), Anders Holm (trommer), Jacob Hauberg (bas), Rune Kjeldsen (guitar) og Nikolaj Hess på Hammond-orgel.

• Fødselsdagsturneen foregår i oktober og november, og bandet begynder i Operahuset i København 26.10 og derefter fortsætter til Frederiksværk, Aarhus, Esbjerg, Skive, Odense, Aalborg og Roskilde.