Makeup & hudpleje

Guide: Så længe holder dine skønhedsprodukter

Har du stadig den blå øjenskygge fra 80’erne liggende side om side med solcremen fra sidste sommer og parfumen du fik i julegave for 10 år siden? Så er det på tide at få ryddet ud i kosmetiksagerne, for de holder ikke evigt. Kosmetikekspert Anne-Dorte Mathiesen guider dig til en sund kosmetiksamling.

Vi ved, at en liter mælk kan holde sig tre til fire dage, efter den har været åbnet, og at vi ikke skal spise frugter, der er halvmugne. Vi er bare knap så bevidste, når det kommer til vores kosmetik og cremer. På samme måde som med mad løber sandet i timeglasset nemlig også ud for skønhedsprodukterne, men det er de færreste af os, der tænker over det.

LÆS OGSÅ: Sådan renser du dine makeup-børster

- De fleste kosmetiske produkter vil være mærket med en dato for mindste holdbarhed eller vist med et timeglas- eller krukkesymbol for holdbarheden efter åbning. Når det ikke gælder alle produkter, er det, fordi det ikke er nødvendigt. For eksempel engangsprodukter som ampuller eller aerosolspray, der aldrig bliver åbnet. Men det handler også om sund fornuft og god hygiejne, siger Anne-Dorte Mathiesen, kosmetikkonsulent og formand for Danish Beauty Award.

Pas på bakteriebomberne 

Der er produkter, hvor det er særligt vigtigt at huske på holdbarheden - eller manglen på samme. Får du for eksempel ikke skiftet mascaraen ud regelmæssigt, kan der komme bakterier i. Mascara indeholder nemlig vand, og når vand og ilt er til stede på samme tid, kan mikroorganismer som fx bakterier og svampe vokse. 

Heldigvis er de fleste mascaraer lavet i en størrelse, der for de flestes vedkommende ikke holder ret lang tid, men du kan alligevel nemt komme galt af sted, mener Anne-Dorte Mathiesen.

- Hvis man af en eller anden grund deler mascara med andre, er det vigtigt, at alle parter anvender engangsbørster. Ellers spreder man alt for nemt bakterier til hinanden, hvilket kan give øjenbetændelse. Jeg har også hørt om forbrugere, der gerne vil forlænge en udtørret mascaras levetid med spyt eller vand, men det bør man helt holde sig fra. Mascaraen er virkelig tricky, og man skal passe på.

LÆS OGSÅ: 6 fordele ved ikke at gå med makeup

Men det er ikke kun mascaraen, der er en bakteriebombe. Cremer kan også være bakteriefyldte, men ofte kommer man langt med en god emballage. Mange producenter er begyndt at tænke sig godt om, når der designes creme-emballage, for med en god indpakning kan man undgå, at der kommer bakterier i produktet. Og en god emballage giver også mulighed for at minimere brugen af konserveringsmidler, idet selve produktet ikke kommer i kontakt med bakterier.

- Der er stor forskel på, om en creme er i en krukke eller i en beholder med pumpe, for slipper du for at stikke fingrene ned i cremen, bliver der heller ikke tilført bakterier. Er din creme i en krukke, kan du til gengæld hjælpe levetiden lidt på vej ved at bruge en spatel i stedet for fingrene, og når det kommer til pudderprodukter og øjenskygger, bør du sørge for en god penselhygiejne med regelmæssig rengøring eller udskiftning af applikatorer, siger Anne-Dorte Mathiesen.

LÆS OGSÅ: Makeup-artisten: Disse produkter bliver jeg ved med at vende tilbage til

Så længe holder dine produkter

Mascara
Uåbnet kan mascara holde sig over 30 måneder, men er den først åbnet, holder den seks måneder. Visse øjenlæger anbefaler dog, at man kasserer mascaraen efter tre måneder.

Øjenblyanter/eyeliner
Øjenblyanter kan holde 24-36 måneder, men da det er et produkt, der kommer helt tæt på øjets slimhinder, er det en god idé at spidse blyanten inden brug, så spidsen er helt ren.

Øjenskygge
Pulver og pressede produkter holder 24-36 måneder, såfremt du sørger for at anvende rene applikatorer eller pensler.

Dag- og natcreme
Uåbnet holder din dag- og natcreme sig over 30 måneder, men efter åbningen vil de fleste cremer have en holdbarhed på imellem 6-12 måneder. 

Solcreme
Solcreme har en holdbarhed på under 30 måneder, og sidste holdbarhedsdato er anført på produktet. Tager du solcremen med på stranden og lader den ligge i solen, kan holdbarhedstiden dog forkortes. Som udgangspunkt bør du starte en ny sæson med en ny solcreme for at være på den sikre side. 

Shampoo
Uåbnet holder shampoo sig over 30 måneder, og efter åbning er holdbarheden 12 måneder.

Pudder
Pudder kan ligesom øjenskygge holde længe, 24-36 måneder, da der ikke er vand til stede i produktet. Det gælder både almindeligt pudder og mineralpudder. Flydende foundations har en lidt kortere levetid, da de er konserverede som creme.

Parfume
Parfume holder over 30 måneder og kan ikke blive til skade for forbrugerens sundhed, idet parfumen er selvkonserverende på grund af indholdet af alkohol og/eller æteriske olier. Dog kan duften ændre sig over tid.

Læbestift
Holdbarheden på læbestift er uåbnet over 30 måneder og åbnet 12-24 måneder. Dog skal du tænke dig om og ikke smøre læbestift på læber, der har madrester m.m. siddende.

Forkæl dig selv og få femina leveret hver uge. Køb et abonnement her

Holdbarhed: Kend symbolerne

Timeglas: På produkter, der har en holdbarhed under 30 måneder, anføres holdbarhedsdatoen i forbindelse med timeglasikonet. Dette angiver, hvor lang levetid produktet har.
Krukkesymbol: Krukkesymbolet angiver, hvor lang tid et kosmetisk produkt kan holde sig efter åbning. Står der fx '12M' ved krukken, betyder det, at produktet kan holde sig 12 måneder efter åbning.

Læs mere om: