Lær at elske din nøgne krop, kropskomplekser, nøgenhed
Selvudvikling

Sådan får du det godt med din nøgne krop

28. februar 2022
af Tidens Kvinder
Udgivet første gang 29. april 2015. Foto: All Over Press
Er det svært for dig at smide alt dit tøj, og bibeholde selvtilliden på samme niveau? Hvis du kan nikke ja til det, så skal du i hvert fald vide, at du er langt fra den eneste med kropskomplekser. Læs mere om, hvordan du lærer at elske din krop.

Der er mange kvinder såvel som mænd der hele tiden kæmper med deres nøgne krop. Det betyder ofte at lyset skal slukkes under sex, og at der ikke er nok nærkontakt med kroppen.

Nogle vil mene det i høj grad er mediernes skyld, at vi har kropskomplekser og et så forvrænget syn på vores kroppe, men sexolog Sara Skaarup mener nu alligevel, at der er flere sider af den sag.

Læs mere om kropskomplekser, og hvordan du lærer at elske din nøgne krop her.

Hvordan ser en almindelig nøgen krop ud?

Sara Skaarup mener, at vi har urealistike forventninger til, hvordan kroppen skal se ud nogen.

- Det er ikke normalt for os at se ganske almindelige mennesker nøgne, men vi får derimod set masser af modeller der er retoucheret, uden tøj på.

- Det drejer sig dog også om ens vaner, for mange er kun nøgne når de er er i bad eller har sex. Hvis vi følte os mere fortrolige med, at gå rundt nøgne i vores eget hus, så er jeg overbevist om, at vi ville have det bedre med vores kroppe og naturligheden, siger sexolog Sara Skaarup.

Kropskomplekser hos både mænd og kvinder

Det er ofte kvinder der “stjæler rampelyset” når det kommer til kropskomplekser. Det er ofte kvinder, der mener deres lår er alt for store, eller at brysterne hænger mere, end de skal.

Men der findes altså også ganske mange mænd, der på samme måde ikke er tilfredse med deres krop.

– Mænd er bestemt også forfængelige, men for dem er der i højere grad tale om at det er et tabu at være forfængelig. Klassiske mandekomplekser er en for stor mave, for små muskler og den hyppigste som er mindreværd over størrelsen på deres penis, fortæller Sara Skaarup.

Elsk din krop og få mere energi

Uanset hvilket køn man er, så er Sara skaarup sikker på, at livet ville være væsentlig mere skønt, hvis vi var i stand til at slutte fred med kroppen.

- Hvis vi ikke hele tiden skulle bruge energi på at analysere og vurdere, hvordan vores kroppe blev opfattet af andre, ville vi få frigivet en masse energi som vi kunne bruge på at sanse og nyde kroppen i stedet.

- Når man slutter fred med sin krop, er det som at slutte fred med sig selv. Hvis vi ikke er i stand til det, er der et stykke selvaccept der mangler, udtaler Sara Skaarup.

5 tips til hvordan du lærer at elske din nøgne krop

Det kan tage tid at vænne sig af med sine kropskomplekser og elske sin krop, men der er ifølge Sara Skaarup noget, som kan sætte processen i gang.

Her er fem gode tips til, hvordan du får det godt med din krop.

1. Rør ved din krop

Kærlig opmærksomhed til din krop er noget du kun vil få det bedre af. Prøv f.eks. at smøre dig ind i cremer og olier, bestil tid til en god massage, brug ekstra tid på at onanere eller overvej den fantastisk tantramassage.

2. Søg nøgenheden

En tur i sauna, svømmehallen eller et visit til en nudiststrand kan alle være oplevelser der kan hjælpe dig med at få et bedre forhold til din krop. Styr udenom de steder, hvor det går mere op i selviscenesættelse end selvaccept. Du skal lære at det er helt normalt og okay, at være nøgen.

3. Sov uden tøj på

At sove nøgen er en god måde at blive dus med din krop på. Under søvnen får du mulighed for, at føle alle områder og sider af din krop. Det giver en god kropsfornemmelse, og kan øge sensualiteten.

4. Dyrk motion eller bevægelse af en art

Bevægelse gør, at du kommer i nærkontakt med din krop – uanset om det er bevægelse gennem fitness, løb, sex, svømning osv. Du lærer din krop at kende, og hvordan den reagerer i bestemte sitautioner.

5. Brug tid på at beundre din krop

Ved at se dig selv i spjlet uden tøj på, vil du vænne dig til at se din krop, og acceptere at den er helt normal. Drop damebladene og kig i stedet på dig selv, det kan hurtigt ændre kropsidealet.

Læs også