https://imgix.femina.dk/media/article/stinedrejer.jpg
Selvudvikling

Stine vandt Q's modelkonkurrence: "Folk har skrevet, at jeg ikke kan blive model. At jeg er tyk og grim"

26. april 2018
af Karoline Mathilde Rasmussen
Foto: Le Management
Vi er vilde med hende her! Stine Skov Drejer er blevet kåret som vinder af Q's modelkonkurrence, og vi har snakket med hende om kroppe, kurver og ondskabsfulde beskeder.

Tidligere på foråret ledte vi på Q efter en smuk pige, som kunne vinde en kontrakt med Nordens største modelbureau Le Management og en modeserie i Q no. 5. Mange skønne piger meldte sig til konkurrencen, og fra det tætte finalefelt er vinderen nu blevet kåret! Du kan møde hende her: den 22-årige Stine Skov Drejer fra Horsens. Vi har taget en snak med Stine om krop, kurver og modebranchen.

Stine har i forvejen en smule erfaring som model, og drømmen om at komme ind i branchen har eksisteret i flere i år.

Hvad er det, du finder tiltalende ved branchen?

- Det er de unikke oplevelser, man ikke finder i så mange andre brancher. Jeg kan også godt lide, at det er et arbejde med en form for bevægelse, hvor der sker noget hele tiden. Det synes jeg er fedt, at det ikke er som de gamle skolebilleder, hvor man gik ind foran kameraet, smilte og gik igen. Der er bevægelse, både posering og en form for naturlighed. Det er en spændende verden at være i.

Er det også en verden, du har betænkeligheder ved at være i?

- Både og. Jeg synes, vi kommer fremad. Jeg synes, at jeg ser nogle tabuer blive brudt mere og mere. Blandt andet når Frankrig siger, de ikke vil have modeller med en usund BMI, så synes jeg, vi får rykket nogle sten, som ikke blev rykket så meget ved før. Folk er blevet bedre til at sige, at det ikke er i orden, at vi har usunde piger, der bliver brudt ned, men at vi i stedet siger, at de skal have det godt, når de er på arbejde. Selvfølgelig er der lang vej til det rigtig gode, men vi er på vej. Det er min opfattelse.

Mener du selv, du repræsenterer det rigtig gode?

- Jeg synes, jeg repræsenterer en del af det gode. Der er ikke nogen modeller, der er dårligere end andre. Det er mindst ligeså fint at være slank model som at være stor model. Men jeg bliver glad af at vide, at jeg kan bryde tabuer, hvis jeg begår mig rigtigt. At jeg kan vise folk, at der er plads til mere end én figur i modebranchen, for selvfølgelig er der det! Det burde være en selvfølge, men det har det ikke været altid.

Hvilke tabuer vil du gerne bryde?
- Både dem man møder i hverdagen, men jeg begår mig meget på sociale medier, og der får jeg af og til en besked, som dybest set kommer fra had. Der kan folk finde på at skrive, at jeg ikke kan blive rigtig model, og at jeg er tyk og grim. Jeg vil gerne overbevise dem om, at måske er jeg en stor pige, men det gør mig ikke til en grim pige.

LÆS OGSÅ: Kropspositivitet: 5 danske instagrammere, du skal kende

Er der seriøst nogle, der skriver den slags til dig?
- Ja, det er der. Når man gerne vil bryde tabuer, så kommer der knubs, fordi der er mennesker, der ikke bryder sig om, at tabuer bliver brudt.

Hvordan reagerer du inde i dig selv, når du får sådan nogle beskeder?
- Først bliver jeg ked af det, for når jeg læser noget, læser jeg oftest med hjertet. Det tror jeg er meget normalt. Men det generer mig ikke i ret lang tid, for det er et andet menneske, der ikke ved bedre. Når de fortæller mig, at jeg ikke kan blive model, tænker jeg, at jeg er da ret godt i gang! Og hvor godt kender du egentlig mig til at kunne sige den slags? Hvad fremmede siger og mener … hvad skal jeg bruge deres meninger til? Det er ikke dem, der har den største indflydelse i mit liv.

Hvordan har du det med din krop?
- Jeg er i balance med min krop, underforstået at jeg generelt set elsker min krop: Jeg synes, den er smuk, og jeg synes, den er værdig. Men jeg har også usikkerheder, og det tror jeg, er realistisk. Vi elsker nok ikke os selv fra top til tå hver dag. Jeg tror, det er realistisk, at jeg nogle dage kigger mig selv i spejlet og tænker, at der er lang vej igen, mens jeg andre dage kigger mig i spejlet og tænker, at jeg er helt vildt smuk. De fleste dage vågner jeg op og har det rigtig godt med mig selv. Det er som oftest de dage, hvor jeg har gjort noget godt for mig selv inden, eller hvis jeg kan se frem til noget, der er rart.

Hvordan har du det med, at du formentlig skal til at tjene penge på dit udseende?

- Det har jeg det okay med. Jeg ser op til mange andre i branchen, og derfor ser jeg ikke det negative ved det. Jeg ser langt mere det inspirerende ved det, for mange af dem lader til at have begge ben på jorden og en vis form for realisme – og det ved jeg godt, at det kan man ikke se på billeder, men jeg kan se, at de har travlt med at være smukke på deres måde, og det må jo betyde, at jeg også kan få travlt med at være smuk på min måde. Jeg håber, at andre også vil blive inspirerede af mig.

Hvad vil du gerne inspirere til?
- At kunne hvile i sig selv. Det er min opfattelse, at mange unge piger, har en ide om, at de skal være slanke for at være smukke - eller at det vigtigste i verden er at være smuk. Jeg vil hellere inspirere til, at man ikke behøver at være smuk; jeg skylder ikke nogen at være pæn, men jeg skal stadigvæk hvile i min krop og synes, at jeg er okay, som jeg er, uanset om jeg har taget på eller tabt mig.

Hvad er dine ambitioner i forhold til en modelkarriere?
- Det er svært at svare på. Jeg håber at nå dertil, hvor jeg bliver ansigt for et smykkebrand fx Et eller andet der ikke nødvendigvis er rettet mod plus size. Det er for at vise, at plus size piger er så meget mere end en krop, man hænger tøj på. De er også smukke ansigter, flot hår, de er friske, sunde og smukke at se på. Det er jo ikke kun slanke piger, der går med smykker. Det gør vi alle sammen!

LÆS OGSÅ: Curvy Kandi: Jeg er en str. 44/46 - er mine penge ikke lige så gode som de, der ligger i pungen hos en mindre bredhoftet kvinde?

Hvad er dit drømmescenarie for modebranchen?

- At jeg bliver ved med at se, at vi forbedrer os. At jeg bliver ved med at se, at vi inkluderer flere og flere kroppe, hudfarver, typer af mennesker. Jeg vil gerne se meget mere forskelligt mange flere steder. Vi ser ansigter og kroppe hver eneste dag, men vi ser også rigtig meget af det samme, og jeg vil bare gerne se noget mere diversitet.

Stort tillykke til Stine!

Navn: Stine Skov Drejer

Alder: 22 år

By: Horsens

Beskæftigelse: Studerende

Instagram: @stinexoxo_

Bliver inspireret af: @maxeygreene og @carinabehrens.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/curvy_kandi_cta2.png

Læs også