Nattebekymringer
Mental sundhed

Nattebekymringer: "Det, vi sagtens kan overskue om dagen, kan komme til at fylde alt for meget om natten"

18. marts 2020
Udgivet første gang 16. august 2019 Af Jo Brand
Foto: Shutterstock
Måske kender du det: Du vågner om natten, og så ligger du dér … og tænker og tænker. Og det, du tænker på, er ikke just dejlige ting. Tværtimod er de tanker, vi ligger og piner os selv med i mørket, oftest stressende, ubehagelige og nogle gange ligefrem angstfremkaldende. Hvad sker der?

Mon den underlige plet på din skulder er noget farligt? Tager dine børn skade at sidde så meget foran computeren? Får du nogensinde råd til at komme på ferie, når nu bilen igen er gået i stykker?

Sandsynligvis.

Ja.

Og: Nej.

Sådan lyder svarene fra din hjerne.

Omkring en tiendedel af os har problemer med at sove. Og når vi så ligger dér i mørket midt om natten, sker det gerne, at vores tanker stikker af til mørke og ubehagelige steder og tager os med på tur. Som privatpraktiserende psykolog Peter Askou Jakobsen siger:

– Det er meget udbredt, at folk ligger vågne om natten, og når de så ligger dér og tænker, er det ofte trælse tanker, de tænker. Og tankerne og de medfølgende følelser kan faktisk være kerneårsagen til, at de ligger længe vågne. Peter Askou Jakobsen har specialiseret sig i at hjælpe folk af med deres søvnproblemer, ligesom han også holder foredrag om søvn (og mangel på samme).

Hans erfaring er, at når folk ligger vågne med deres nattebekymringer, er det ofte to ting, deres tanker kredser om: Mangel på søvn og/eller problemer i hverdagen.

– Nogle har meget fokus på deres søvnproblemer. De ligger f.eks. og tænker på, hvorfor de ikke kan sove, og hvad det kommer til at betyde - både for den kommende dag, men også på lang sigt, f.eks. i forhold til hvilke konsekvenser søvnmanglen kommer til at have for deres helbred, deres arbejdsevne, deres familie osv.

– Andre ligger og bekymrer sig om hverdagen. De tænker måske på, hvad der skal ske i morgen og fremover i forbindelse med økonomi eller parforhold, eller de forsøger at løse arbejdsrelaterede problemer eller spekulerer på, hvordan deres nærmeste har det.

Men hvorfor er det, tankerne går amok om natten? Nogle gange er det jo, som om det, man kan ligge og få hjertebanken af i mørket, kan virke nærmest latterligt, når solen er stået op.

– Ja, dæmonerne bliver større om natten, og det, vi sagtens kan overskue om dagen, kan komme til at fylde alt for meget om natten, og det er der flere grunde til, forklarer Peter Askou Jakobsen. En af dem handler om, at vi simpelthen ikke er så ”kloge” og rationelle om natten.

– De fleste oplever formentlig, at der er tidspunkter på døgnet, hvor de er mest skarpe og bedst til at tænke sig frem til en løsning. Hvornår, er individuelt, men det er som regel ikke, når vi egentlig skulle sove.

LÆS OGSÅ: Test - Hvad siger din sovestilling om dig

Løs problemer om dagen

Ifølge Peter Askou Jakobsen kan der også ske det om natten, at drømmene måske bliver blandet en smule sammen med virkeligheden.

– Hvis du vågner om natten, vil du også ofte komme fra REM-søvnen. Det er en let søvn, hvor du har livlige drømme, og hvis den tilstand lige har kørt oppe i hovedet på dig, kan det være, der stadig er lidt aktivitet i nogle af de forbindelser i hjernen, og at drømmenes følelser stadig er aktive. Når vi er ved fuld bevidsthed, kan vi sige ”ro på” til os selv, men sådan er det ikke i søvnen, derfor kan vi måske have lidt mindre kontrol med vores tanker og følelser, hvis vi lige er vågnet.

En anden forklaring på vedvarende nattebekymringer er, at vi ikke har mulighed for at handle med det samme om natten.

– Vi ligger jo og prøver på at falde i søvn, så vi står ikke op og gør noget ved de problemer, vi tænker på, derfor bliver vi lettere hængende i samme tilstand. Derudover er der færre ting, der kan aflede os om natten. Man kan også sige, at det er sværere at forstyrre tankestrømmen. Hvis det var om dagen, ville vi jo gå i gang med noget, f.eks. tænde fjernsynet eller gøre noget andet, der holder tankerne på afstand, forklarer psykologen.

Bekymringerne om natten kan dog også være udtryk for, at der er svære ting i vores liv, som vi er nødt til at forholde os til, hvad enten det er et skrantende parforhold, en uholdbar arbejdssituation eller noget helt tredje.

– Nogle gange er tingene så svære, at vi ikke kan overskue at forholde os til dem, og så skubber vi dem til side, og det kan vi lettere gøre om dagen end om natten. Og graden af tankernes styrke om natten afhænger af, hvor meget du holder dem væk om dagen. Hvis natten er det eneste tidspunkt, du har tid til at forholde dig til dem, er det dér, de popper op, siger han.

Desværre er det som bekendt sjældent om natten, løsningen også popper op. Tværtimod er resultatet af bekymringerne som regel, at man får endnu sværere ved at sove.

– Hvis man f.eks. ligger og bekymrer sig om selve søvnen, kan der ligefrem opstå en kamp for at sove, der gør os endnu mere vågne. Kamp, frustration, irritation og vurderinger vækker beredskab og årvågenhed, der øger vores vågenhedsniveau. Og det er det samme, der sker, hvis vi ligger og tænker på andre problemer, siger Peter Askou Jakobsen.

Det ender altså let med en ond spiral, hvor det bliver sværere og sværere at falde til ro – hvordan slipper man ud af den?

– I bund og grund handler det om at styre sin opmærksomhed og putte et andet indhold ind i den. Man kan f.eks. prøve at tænke på en situation, hvor man har det rart, foreslår Peter Askou Jakobsen.

– Hvis man tænker ubehagelige tanker, er det også ubehagelige følelser, der vækkes, men hvis man tænker på en gåtur i en grøn skov, er det nogle andre følelser, man får. Man kan også prøve med en simpel åndedrætsøvelse, hvor man bare mærker åndedrættet uden at styre det, og hver gang der opstår en tanke, lægger man mærke til det og vender så tilbage til åndedrættet.

Derudover råder Peter Askou Jakobsen også til, at man giver de tanker, der kommer om natten, plads om dagen.

– Måske er der en grund til, at man får de tanker. Det kan være, der er brug for en snak med partneren eller for at få gjort noget ved de arbejdsopgaver, der stresser. Hvis man får gjort noget ved de problemer, man har, om dagen, kan det fjerne behovet for at tænke på dem om natten.

Læs også