Verdens ældste kat er død: "Jeg savner hende så meget"
Foto: Rohit Tandon / Unsplash
– Der er mange gode minder, og jeg er glad for, at vi fik vores tid sammen, siger Lila Brissett til The Mirror, hvor du også kan se fine billeder af den nu afdøde rekordholder.
Rosie, der blev kaldt verdens ældste kat, har gennem årene fået opmærksomhed for sin usædvanlige alder, men nu gik den altså ikke længere. Rosie blev født i 1991 og blev dermed 33 år gammel – noget der svarer til 152 menneskeår.
Rosie flyttede ind hos Lila Brissett i England som killing i 1991, og Lila er selvfølgelig knust, når hun taler om tabet af sin pelsede livsledsager til britiske The Mirror.
– Jeg savner hende så meget. Hun havde det ikke godt, og en dag gik hun bare ud i gangen, lagde sig ned og sov ind. Men der er mange gode minder, og jeg er glad for, at vi fik vores tid sammen, siger Lila Brissett, som adopterede Rosie, da kattens første ejers datter viste sig at være allergiker.
I sine første leveår var Rosie en udekat, men da hun blev lidt ældre, fik hun lov at nyde livet indenfor og elskede at tage en lur på vindueskarmen i sit og Lilas hjem.
Da Rosie tidligere blev udnævnt af netop The Mirror som verdens ældste kat, fortalte Lila om livet med den fluffy sorte og orange kat, som menes at være en blanding af en ragdoll og en rød skovkat:
– Hun er en rigtig personlighed. Rosie sover ved vinduet hele dagen, og samme tid hver spiser hun og bruger derefter kattebakken. Man behøver ikke at stille noget vækkeur. Alt hun gør, er at spise, sove, gå på bakken og starte forfra på de samme tidspunkter. Jeg må ofte tjekke, om hun lever og trækker vejret. Jeg frygter den dag, hun går over regnbuen. Hun kommer til at efterlade et stort hul. Jeg kommer til at savne hende, når hun forsvinder, men jeg vil aldrig aflive hende, sagde Lila Brissett dengang.
Og nu er Rosie altså så gået over regnbuen. Hvil i fred i den evige vindueskarm, Rosie.
Den uofficielle titel som Verdens ældste kat ejes nu af katten Flossie fra Kent i England, der med sine 28 år dog stadig må siges at være en vårhare.