Underholdning
9. november 2022

Jennifer Lopez fortæller: Det var Ben, der kontaktede mig

"Hustler"-skuespiller Jennifer Lopez fortæller om Bennifers genopstandelse i et stort interview med Vogue
Af: Aviaya Hansen
jennifer lopez

Grby/Chris Pizzello/Ritzau Scanpix

Nyheden gik verden rundt, da Bennifer i begyndelsen af 2021 blev genforenet 17 år efter, at de aflyste deres bryllup og gik hvert til sit.

I et stort interview i Vogue afslører Jennifer Lopez nu, hvem der genoptog kontakten, der hurtigt fik den gamle kærlighed til at blomstre på ny.

Det var – ifølge Jeniffer Lopez – Ben Affleck, der rakte ud til hende, efter han havde givet et citat til en stor portrætartikel om sangerinden.

Til Vogue nævner hun ikke hvilket magasin, der er tale om, men ifølge US Weekly må det være InStyles forsidehistorie om hende fra maj 2021.

I artiklen omtaler Ben Affleck den syngende skuespiller i yderst rosende vendinger.

- Hun er stadig den dag i dag den hårdest arbejdende person, jeg har mødt i denne branche. Hun er meget talentfuld, men hun har virkelig også knoklet hårdt for sin succes. Og jeg er så glad for, at hun langt om længe får den anerkendelse, hun fortjener, sagde han blandt andet i interviewet.

J-Lo og Affleck holdt kontakten, og blot et par uger efter InStyle Magazine kom på gaden, gik J-Lo og den tidligere baseballstjerne Alex Rodriquez fra hinanden.

Bennifer begyndte at ses privat, og den latinamerikanske sangerinde mærkede straks, at de gamle følelser for Affleck var intakt.

– Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg følte, at det var ægte kærlighed. Mine nærmeste ved, at han var en meget, meget særlig person i mit liv. Da vi genoptog kontakten, kunne jeg mærke, at de følelser stadig var der, fortæller hun til Vogue.

jeniffer lopez

For få uger siden blev Jennifer Lopez og Ben Affleck gift for anden gang - først i Vegas og siden ved et storstilet bryllup i Georgia.

I interviewet afslører sangerinden desuden, at det var den enorme interesse fra medierne, der drev parret fra hinanden.

– Vi var så unge og så forelskede dengang. Vi havde ingen bekymringer, ingen børn, ingen forpligtelser. Vi var bare glade og levede vores liv.

Parret var fast inventar på underholdningsmediernes glittede papirer, men til trods for det følte Jennifer ikke, at de skulle gemme sig for nogen eller på nogen måde være diskrete.

De levede deres liv i fuld offentlighed, men det kom ifølge sangerinden til at koste dem kærligheden.

– Der foregik en masse i kulissen – folk, der ikke ønskede, at vi skulle være sammen eller mente, jeg var den rette for ham, fortæller Lopez og tilføjer, at hun er blevet en mere lukket person siden dengang.

Efter 17 år fra hinanden blev de i sommer langt om længe gift, og Jennifer hedder nu officielt Jennifer Affleck.

Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.

Læs også