Efter hed kritik: Taylor Swift fjerner scene fra musikvideo
Foto: Planet Photos/UMG/Ritzau Scanpix
For en uge siden landede det splinternye album "Midnights" fra popdronningen Taylor Swift.
Albummet satte lynhurtigt rekord på Spotify, men trods de mange afspilninger er det dog ikke alle, der har været lige begejstret for udgivelsen af de nye numre og musikvideoer.
Musikvideoen til nummeret "Anti-Hero" har nemlig affødt massiv kritik, og det har nu resulteret i, at sangfuglen har klippet den om. Det skriver Deadline.
Nærmere bestemt er kritikken gået på en konkret scene, hvor Taylor Swift træder op på en vægt, som viser ordet "fed".
Her bliver popdronningen nemlig anklaget for at "fatshame", selv om klippet angiveligt skulle have været et udtryk for et negativt kropsbillede samt spiseforstyrrelser, hvilket popdronningen selv har kæmpet med.
"Taylor Swifts musikvideo, hvor hun ser ned på vægten, og der står ‘fed’, er en dårlig måde at beskrive hendes kamp med sit kropsbillede. Overvægtige mennesker har ikke brug for endnu en gang at få at vide, at alles værste mareridt er at se ud som os," lyder det blandt andet fra en bruger på Twitter.
"At have en spiseforstyrrelse er ingen undskyldning for fatphobia. Det er ikke svært at sige: ‘Jeg kæmper med mit kropsbillede i dag’, i stedet for at sige: ‘Jeg er et fedt, ulækkert svin'," lyder det videre.
Musikvideoen, som Taylor Swift selv har instrueret, er nu blevet ændret til nye versioner på streamingsplatformene Apple Music og YouTube, hvor klippet med vægten er fjernet.
Artiklen blev første gang bragt på Se og Hør. Dette er en redigeret version.