Lene Maria Christensen har én særlig opfordring til alle, der skal se 'Ingen kære mor'

Luis sætter sig spritstiv ind i sin mors bil, træder speederen i bund og knalder direkte ind i sin mors gravsten. Det er julenat. Luis er i sommerhus med sin uhelbredeligt syge mor og mormor. De har lige råbt og skreget af hinanden. Konflikter, der har ulmet i årevis, er pludselig brudt ud.

Dette juledrama ruller for første gang over lærredet i biograferne på torsdag, hvor filmen Ingen kære mor har premiere.

For et års tid siden sad Freja Klint Sandberg og tissede en morgen, da telefonen ringede. Det var casteren, og hendes erfaring i skuespillerbranchen sagde hende, at det var et godt tegn.

Freja Klint Sandberg måtte blive siddende på toiletbrættet, for hun var bange for, at casteren ville ringe til en anden, hvis hun ikke tog telefonen med det samme.

“Du har fået rollen,” lød det i røret.

Freja Klint Sandberg blev overlykkelig, og ringede straks til sin familie for at fortælle den glædelige nyhed: Hendes første store filmhovedrolle var i hus.

En julefilm med gråd og grin

I Ingen kære mor bliver du inviteret indenfor til jul i et intimt rum i et sommerhus fyldt med store følelser - både de grimme og de smukke af slagsen. Tre generationer af kvinder er samlet under samme tag. Christel er uhelbredeligt syg, men det ved kun hendes datter, Luis. Da hendes mor, Vivi, finder ud af det, opstår en masse samtaler om deres relationer, som har været undgået hidtil. Filmen rummer kærlighed, sorg, det særlige familiebånd og generationskløfter.

Når man sidder i biografen, bliver man overbevist om, at kvinderne er relaterede i virkeligheden. Det hænger måske sammen med, at kvinderne opbyggede et tæt bånd og begyndte at holde meget af hinanden under optagelserne, fortæller Freja Klint Sandberg og Lene Maria Christensen, da jeg møder dem til et interview om filmen.

Filmholdet havde et sommerhus ved siden af det sommerhus, de optog i, hvor de blandt andet klædte om og tog pauser mellem optagelserne. Soveværelset i huset, som bestod af en stor dobbeltseng, var skuespillernes rum. Her lå de tre kvinder på rad og række og talte om stort og småt i deres pauser.

– Man kan ikke undgå at blive tætte, når ens opholdssted er en seng. Det var virkelig en symbiose, siger Freja Klint Sandberg med et stort smil.

Grineflip midt i sorgen

Charlotte Brodthagen debuterer som filminstruktør med ‘Ingen kære mor’, som er skrevet ud fra hendes egen personlige virkelighed med en syg mor. Freja Klint Sandberg har brugt Charlotte Brodthagen for at lære sin rolle Luis bedre at kende.

– Jeg har snakket meget med Charlotte Brodthagen om, hvordan det er, for at prøve at forstå det, og få alle nuancerne med i forhold til at have en forælder, der er syg, fortæller Freja Klint Sandberg.

Freja Klint Sandberg har lært meget af samtalerne med Charlotte Brodthagen, og hun har endda fået brudt nogle fordomme.

– Min fordom om at have en syg forælder har måske været, at alt lukker ned. Så det har været meget inspirerende at møde så livsglad og vidunderligt et menneske som Charlotte Brodthagen. Jeg har bare suget inspiration til mig, siger Freja Klint Sandberg.

Det er vigtigt for Freja Klint Sandberg at understrege, at hun på trods af inspirationen ikke spiller Charlotte Brodthagen, men Luis.

– Charlotte Brodthagen har hjulpet mig med at forstå alle nuancerne i, hvordan man er som menneske i sorg. At man godt kan have grineflip og tage ud at spise en dyr fransk middag, og at man måske nogle gange får lyst til at leve livet lidt mere, fortæller Freja Klint Sandberg.

En åben branche

Om man griner eller græder i sin sorg, er der alligevel én fællesnævner: Vi er rigtig dårlige til at tale om den, ifølge sorgekspert Preben Engelbrekt, som femina tidligere har talt med. Men Lene Maria Christensen har lagt mærke til en forskel på skuespillere og folk, der arbejder i andre brancher.

– Når jeg møder kolleger, går der et øjeblik fra, at man siger: “Hvordan har du det?” til, der bliver leveret, siger hun.

Og med “leveret” mener hun ikke blot klassikeren: “Jeg har det fint, hvad med dig?” De svarer derimod meget mere ærligt.

– Jeg er virkelig ked af det, vi er pressede hjemme hos os, jeg kan ikke finde ud af en skid, jeg har det fantastisk - jeg kan flyve! Vores branche er nok lidt mere åben for at tale om alle slags følelser, end i andre fag, hvor man holder den slags for sig selv. Så man fortæller om en sorg, for at dem omkring er klar over, hvor man er henne, siger Lene Maria Christensen.

Omvendt kender Freja Klint Sandberg til den berøringsangst, der kan opstå, når man er tæt på nogen, der mister.

– En, jeg kender mistede sin far. Hun satte sin vennegruppe ned og sagde til dem: "I må altid spørge ind, for jeg tænker på min far konstant. I kan ikke skabe dårlig stemning – der er allerede dårlig stemning. Jeg vil snakke om min far hele tiden." Det er jo så smukt og overskudsagtigt sagt. Pårørendes berøringsangst er virkelig vigtigt at tale om,” siger Freja Klint Sandberg.

Lene Maria Christensen stemmer i:

– I stedet for at prøve at løfte stemningen, når nogen er kede af det, så kan man forsøge bare at være i det og med det, og lade det være noget lort. Man kan alligevel ikke fikse det. Jeg tror, sorg må have sin egen plads. I vores liv og imellem os, siger hun.

Freja Klint Sandberg kalder måden, Charlotte Brodthagen har skrevet filmen på, en smuk måde at fortælle om sorg.

– Jeg græd af grin, fordi vi fik lov til at lave så mange improvisationer. Det er så klogt, at Charlotte Brodthagen har lavet en film, der er så sjov, for det er altid godt med kontraster, når man arbejder med den slags temaer, siger Freja Klint Sandberg, og fortsætter:

– Man skal glæde sig til at høre nogle sindssyge replikker, der bliver fyret af, der fremmer sorgen og omvendt.

En helt særlig oplevelse

Lene Maria Christensen og Freja Klint Sandberg gentager flere gange, at hverdagen under optagelserne af ‘Ingen kære mor’ var noget helt særligt. Holdet bag bestod af meget kreative og modige mennesker – som i dag er blevet deres gode venner.

Udover nye venner har Lene Maria Christensen og Freja Klint Sandberg også fået nye perspektiver.

– Der var noget terapeutisk ved at lave filmen, fordi jeg fik lov til at dykke ned i datter-relationen, tage nogle svære snakke i fiktionen og se, hvordan det resonerer, siger Freja Klint Sandberg.

Lene Maria Christensen supplerer:

– Jeg kunne ret godt lide undersøgelsen af mor-datter-relationen. Den magnet, vi hele tiden mærker med hinanden, er ret særlig. Så meget energi og kærlighed, og et behov for at være i hinandens liv, også når vi bokser med hinanden, siger Lene Maria Christensen, der selv har to døtre.

Nye perspektiver og grin

Biografsalen må meget gerne runge af latter, og så skal publikum gerne gå derfra med nye perspektiver på familierelationer, hvis det står til Lene Maria Christensen og Freja Klint Sandberg.

– Jeg håber, at folk føler sig spejlet i det smukke og gode, det onde og gnavne. At folk får noget perspektiv på det at være datter, mor, mormor. Der er ikke nogen helte og skurke i denne film – alle er begge dele. Det synes jeg er et godt perspektiv at give videre. Man gør det bedste, man kan – nogle gange er det vildt dårligt, men der er altid en grund, siger Freja Klint Sandberg.

– Jeg håber, at de har grinet – og hvis de har en mor, de kan ringe til, så skal de gøre det – og tage forbi hende, hvor irriterende hun end er, siger Lene Maria Christensen med et smil.