Årets bedste "feel bad"-film er landet

Samarbejdet mellem den græske instruktør Yorgos Lanthimos og den amerikanske skuespiller Emma Stone har igen resulteret i en vild film, som på alle måder kan anbefales, hvis man er på udkig efter en ubehagelig tur i biografen.

De to har tidligere skabt bl.a. ’The Favourite’ og ’Poor Things’ sammen, men i ’Bugonia’ skruer de yderligere op for både absurditet og mørke, når de vender blikket mod konspirationernes verden og menneskets trang til at finde mening.

Konspirationsteoretikeren Teddy (Jesse Plemons) har gennem sin research fundet ud af, at den højtprofilerede medicinaldirektør Michelle Fuller (Emma Stone) i virkeligheden er en fjendtlig alien, der er kommet for at dræbe menneskeheden.

Hans bevis er, at hendes firma Auxolith blandt andet producerer pesticider, der dræber bikolonier og dermed sætter verdens fødevareforsyning i fare. Med hjælp fra sin nemt manipulerbare fætter, Don (Aidan Delbis), kidnapper Teddy Michelle og holder hende fanget i kælderen i sit hus for at få hende til at tilstå og give ham audiens hos kejseren af Andromeda-galaksen – alt imens de to fætre undgår at blive fanget af politiet for at have kidnappet regionens største arbejdsgiver.

Mellem dialog og blodbad

Mange af ’Bugonias’ mest intense øjeblikke findes i Teddys afhøringer af Michelle, hvor man ser den kidnappede skifte strategi, efterhånden som hun finder ud af, at han rent faktisk mener sit konspirationsvrøvl.

I begyndelsen forsøger hun at starte en dialog og have en frugtbar diskussion, som hun formentlig har lært på et lederkursus, men da det viser sig at være frugtesløst, skifter hun til trusler og vold.

Filmen har i det hele taget en nærmest Tarantino’sk måde at give sin seer piskesmæld på, når den veksler mellem intense dialogscener og decideret splattervold.

‘Bugonia’ afhænger af nogle solide skuespilpræstationer. Her er det især Jesse Plemons, man lægger mærke til, for han bærer så kompleks en karakter, der både er en kæmpe stakkel, en grum manipulator, en sørgende søn og en rasende voldspsykopat.

Man forstår virkelig også, hvorfor Emma Stone er så glad for at lave film sammen med Lanthimos, for hun får både lov til at eksperimentere med en hel del fysisk komik, foruden både at være corporate bullshittende erhvervsleder, kidnapningsoffer og at spille rumvæsen for at slippe fri.

Aidan Delbis leverer en følsom præstation som den naive og måske lidt kognitivt udfordrede Don. Han går en svær balancegang, for vi lever i en tid, hvor der – fornuftigt nok – er et stort fokus på skuespillere, der spiller neurodivergente.

Men Don er heldigvis ikke skrevet som et komisk indslag, men som én, der har ophobet al smerten fra sin barndom og derfor kan vise seeren, hvad alternativet er til at danne en modstandsbevægelse mod invaderende aliens, som Teddy har valgt som copingmekanisme.

Flyvende designersko

Hvis man kommer med ‘Poor Things’ i frisk erindring, vil man nok ikke opleve kostumer og set-design som lige så imponerende i ‘Bugonia’, men der er mange interessante detaljer at gå på opdagelse i.

Bondehuset, hvor de to fætre bor, er stærkt forfaldent og har vægge bygget af hønsenet og plastikposer i kælderen, men i køkkenet vidner et smukt, men forfaldent snedkerkøkken om, at familien nok har set bedre tider engang.

Der er også gode kontraster i kostumerne, hvor Emma Stones arbejdstøj er en lækker, skræddersyet spadseredragt, mens de to fætre afhører hende iført mølædte jakkesæt, der sidder dårligt og viser seeren, at der – selv iført samme type tøj – så sandelig er forskel på folk.

Sine steder er ‘Bugonia’ også temmelig morsom. Lanthimos har et stort talent for gaghumor, og især Michelles forsøg på at berolige en konspirationsteoretiker med girafsprog og business-buzzwords er sjove i al deres absurditet.

Selv kidnapningen er også et højdepunkt i fysisk komik, da hele optrinnet er filmet langt fra i stedet for i hurtigt klippede actionskud, hvilket får det hele til at se langt mere amatøragtigt ud.

Det ser særligt skægt ud, da Emma Stone med stor kraft sparker sine høje Louboutin-stiletter ad helvede til for at blive klar til at forsvare sig selv.

At være eller ikke at være rumvæsen

Hele filmen igennem er man i tvivl om, hvorvidt Teddy nu også er fuldstændig sindssyg. For det er trods alt Lanthimos, der har lavet realistiske film som ‘Dogtooth’. Men han har også lavet ‘Poor Things’ og ‘The Lobster’, hvor man kan transplantere hjerner og forvandle kærlighedshungrende mennesker til skaldyr, så hvorfor skulle Emma Stone egentlig ikke kunne være et rumvæsen?

Det skal naturligvis ikke afsløres her, men pointen er måske også, at det ikke er så forfærdeligt vigtigt, om Michelle og resten af den kemiske industri er aliens eller ej, for Teddy har jo ret i, at vi mennesker smadrer naturen.

Intet knuser i øvrigt ens hjerte mere end Dons oprigtige håb om, at de kan rejse ud i rummet, eftersom han mener, at alt må være bedre end resten af livet på hans og Teddys hjørne af jorden.

Man kan sagtens komme til at føle sig tynget efter at have tilbragt en time i selskab med Lanthimos’ negative vurdering af verdens tilstand. Man kan måske også mene, at det bliver lige tykt nok med al den undergangsstemning.

Men skuespil, set-design, kostumer, special effects og ikke mindst replikker og historie er smukt arbejde, der skaber et klaustrofobisk univers, hvor man aldrig er helt sikker på, hvad der foregår, men hvor man er interesseret i at finde ud af det gennem hele filmens spilletid på små to timer.

Man kan med fordel tage hjem bagefter og rense den mentale gane med et afsnit af ‘Den store bagedyst’ eller noget tilsvarende hyggeligt, der kan tage toppen af den eksistentielle angst.