Preben har arbejdet med sorg i 25 år, og mener, at vi misforstår noget vigtigt

Unge mennesker, der ellers havde haft gode liv, oplevede, at de faldt fra hinanden, efter at de mistede deres forældre.

Det var en af de erfaringer, Preben Engelbrekt gjorde sig under sin praktik som socialrådgiver i Kræftens Bekæmpelse i starten af 1990'erne, hvor han sad i en af de første sorggrupper i Danmark.

I dag er han en af landets førende sorgeksperter med 25 års erfaring, nu som direktør for Det Nationale Sorgcenter, som er Danmarks videns-, kompetence- og behandlingscenter for sorg. Centeret tilbyder blandt andet gratis psykologhjælp til mennesker, der har mistet samt deres pårørende.

Her deler han sin viden om, hvordan sorg kan opleves, hvad vi som danskere misforstår ved sorg, og hvad vi kan gøre for at hjælpe - både os selv og nogen i vores omgangskreds, når sorgen rammer.

– Det gjorde stort indtryk på mig at se unge på min alder, hvis liv var gået i stå, fordi de havde mistet en eller begge forældre. Det betød, at flere af dem, der var i gang med en uddannelse, var droppet ud og mange turde ikke indlede kæresterelationer, fordi de var enormt bange for at miste. I bund og grund havde de jo mistet tilliden til verden.

I det halve år, hvor Preben Engelbrekt var i praktik, oplevede han på nært hold, hvordan de unge gik fra at have et dysfunktionelt liv til at få et velfungerende liv, fordi de modtog den rigtige hjælp. Med ét vidste han, hvad han skulle beskæftige sig med.

Hvad betyder sorg?

Begrebet sorg har flere grene, fortæller Preben Engelbrekt. Ved Det Nationale Sorgcenter beskæftiger de sig med med to former for sorg: sorg efter et dødsfald og ventesorg, som er den form for sorg, man bærer på, når man er nær pårørende til en alvorlig syg, og til daglig lever i uvished og frygt for, om man mister personen.

– Det, at have en syg forælder eller ægtefælle, og miste mere og mere af sin elskede i takt med, at sygdommen skrider fremad, gør, at man lever i et evigt beredskab, hvor det i høj grad er sygdommen, der sætter dagsordenen i familien, og denne form for belastning er overset, udtaler Preben Engelbrekt.

Hvordan kommer sorgen til udtryk?

Når vi mister en person tæt på os, kan sorgen både vise sig fysisk, psykisk og socialt.

– Der er mange fysiske reaktioner, når vi mister. Det kan være alvorligt koncentrationsbesvær, manglende appetit og så er det typisk, når man lægger sig til at sove, at man konfronteres med at have mistet, hvilket kan give søvnbesvær.

Udover at kroppen og hovedet reagerer på sorgen, kan det sociale også blive udfordret.

– På den ene side isolerer man sig lidt, og på den anden side har man i høj grad brug for, at omgangskredsen rækker ud til en. Det er noget af det, vi ikke er så gode til. Undersøgelser viser, at omverdenen trækker sig, når man bliver udsat for et dødsfald, siger Engelbrekt og tilføjer:

– I Danmark er vi rigtig gode til at stille op til begravelser og bisættelser, og når vi går hen til personen, der har mistet, siger vi typisk, at de altid kan ringe, hvis de har brug for det. Problemet er bare, at de efterladte sjældent har overskud til selv at tage kontakt.

Det sted, vi opholder os flest timer om ugen, er typisk vores arbejdsplads, og de mennesker, vi er mest sammen med, er vores kolleger. Derfor er det også problematisk, at 95 procent af alle virksomheder i Danmark ikke har en sorgpolitik, mener Preben Engelbrekt..

– Det er så vigtigt, at flere virksomheder får en sorgpolitik, så man ved, hvordan man håndterer og griber en medarbejder, der bliver ramt af sorg. Derudover skal der fokus på, at vi som ven, kollega med videre, også rækker ud - ikke bare lige omkring dødsfaldet, for vi skal huske på, at sorg er noget, vi har med os resten af vores liv.

En hjerteskærende sorgkultur

Prisen ved ikke at række ud er, at de sorgramte oplever at miste to gange, understreger Preben Engelbrekt. Først til dødsfaldet, og anden gang, fordi man ikke har talt om den, man har mistet, med andre, fordi de trækker sig.

– Det er det, jeg synes, er hjerteskærende ved vores sorgkultur. Fordi den måde, de døde lever videre på, er når vi kan tale om dem sammen med andre. Og hvis man ikke kan tale om den, der er død, så oplever nogle, at det er som om, at den døde aldrig rigtig har eksisteret, siger han.

Mange af os kender alligevel følelsen af at være bange for at minde den efterladte om den døde, da vi nødigt vil komme til at gnide salt i såret. Men det er et misforstået hensyn, mener Preben Engelbrekt.

– Nogle vil blive bevægede og kede af det, især i starten. Og det skaber en berøringsangst, fordi man som veninde eller kollega dermed oplever at have gjort vedkommende ked af det. Men det har man jo ikke, fordi den efterladte er ked af det i forvejen, og langt de fleste vil gerne tale om den, de har mistet. Også selvom de bliver kede af det.

Misforståelse at sorg hører til i terapirummet

Mange af os har prøvet - i bedste mening - at foreslå over for en god ven eller et familiemedlem, om det ikke var en idé at tale med en psykolog, når vedkommende har åbnet op om noget svært. Men netop det er en del af årsagen til, at vi har udviklet en sorgkultur, hvor sorg er noget, der kun er plads til overfor psykologen bag en lukket dør.

– Det er totalt misforstået, at sorg kun hører til i et terapirum. Det gælder kun de cirka 10 procent, der har en såkaldt kompliceret sorgreaktion, der er er en sorgproces, som er så kompliceret, at den kan spænde ben for, om man kan leve det liv, man ønsker. Resten har ikke nødvendigvis brug for en psykolog - de bør i stedet tale med deres omgangskreds, fortæller Preben Engelbrekt.

Han tror dog også, at en anden lige så væsentlig forklaring på, hvorfor vi er så dårlige til at tale om sorg, er, at vi ikke har lyst til at blive konfronteret med vores egen dødelighed.

– Hvis man taler med sin veninde, som har mistet sin mand eller sit barn, kan man ikke undgå at tænke: “Det kunne lige så godt være mig, der mistede mit barn,” og den tanke kan vi ikke holde ud.

“Sorg kommer i faser” er en skrøne

De fleste af os er stødt på udtrykket “Sorg kommer i faser” på et tidspunkt. Det stammer fra den østrigske læge Sigmund Freuds teori om sorg, der beskriver sorgen som en proces med fire faser, som den sørgende skal igennem for følelsesmæssigt at kunne løsrive sig fra den afdøde for at kunne leve videre.

Men sorg er ikke noget, vi bare skal arbejde på for så at kunne lægge det bag os, som Freud ellers definerede det i mange årtier.

I dag har vi udskiftet teorien om de fire faser med en toprocesmodel med ét tabsorienteret og ét reetablerende spor, ifølge Preben Engelbrekt. Modellen blev udviklet i 1999 af psykologerne Margaret Stroebe og Henk Schut, og handler om, at vi kan have den døde og sorgen med os videre i livet og samtidig have en forståelse af, at personen ikke kommer tilbage.

Udviklingen over tid

Men er vi egentlig blevet dårligere eller bedre til at tale om sorg end tidligere generationer?

– For 50 år siden var det en mere naturlig del af livet at miste. Vi blev ikke så gamle, som i dag, og derudover lå man i hjemmet i en dag eller to, så naboer og venner kunne komme og tage afsked. I dag er døden noget der, ligesom alt muligt andet i vores samfund, skal fikses. Vi flytter på hospice, og en meget stor andel af os dør på sygehuset. Døden opfattes i dag som lægevidenskabens nederlag.

Derudover spiller medier ifølge Engelbrekt også en rolle ved at pakke døden ind, når den omtales.

– Vi har en kultur, hvor vi omskriver døden. For eksempel når en kendt person dør, bliver det typisk omtalt som, at vedkommende “er gået bort” eller “sovet stille ind.” Det har en negativ påvirkning på børn, da de ikke forstår det, fordi de er konkret tænkende. De kan eksempelvis blive bange for at sove, fordi det måske betyder, at de ikke vågner igen, siger han.

Lyt til podcasten ‘EJ EJ EJ!’ om 'Bachelor' hver torsdag aften der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.