Min generation er ensom - men det her er ikke løsningen

Thea Torp er freelance kulturjournalist og kritiker ved Berlingske. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.

Min telefon lyser op. Jeg gemmer den under skrivebordet på arbejdet, rør én gang ved skærmen, så billedet åbnes.

Bamse sidder i sofaen, han har fået solbriller på. Mod den plyssede, fingerløse hånd – vel egentlig bare en vatfyldt flade – hviler en dåseøl. Tuborg Classic.

Min ekskæreste var tæt på 38 år gammel, da han købte Bamse i Illum. Jeg elskede de små, ironiske fortællinger fra bamsens hverdag, han sendte mig. Bamse under dynen, Bamse træt på sofaen. Og Bamse, der nød en lille fyraftensøl.

Selv fik jeg en koalabjørn af en veninde, som straks flyttede i min dobbeltseng.

Vi er ikke de eneste, barnløse voksne, der køber tøjdyr til os selv eller skænker dem som omsorgsfulde gaver til hinanden.

Salget af sovedyr stiger med otte procent om året, skriver the Economist. På sociale medier deler brugerne billeder af deres nuttede sovekammerater under hashtagget #plushies, der er blevet set mere end otte milliarder gange på TikTok.

Det er netop ”kidults” – unge mellem 12 til 30 år – der får markedet til at blomstre. Op mod en fjerdedel af de vattede skumfiduser, ræve og nuttede nudler, der ryger over disken, havner i et voksent menneskes seng, beretter mediet.

Mit Instagram-feed er oversvømmet med reklamer for dyre bamser til voksne med ekstra vægt i, der kan reducere angst.

På billederne står smukke kvinder smilende i pastelpyjamas, mens de holder en lyserød axolotl i armene. De ligner børn, der venter på at blive puttet.

Tyngdedyner kender man fra psykiatrien. Nu fylder de i helt gennemsnitlige, voksne menneskers soverutine som beroligende plysdyr.

Hæderkronede medier som New York Times har af flere omgang udgivet klummer fra – må man antage – normaltbegavede journalister, der anbefaler bamser for at ”reducere stress og angst” og ”få en bedre soverutine” til deres voksne læsere.

”At tælle får er intet match mod mit sinds natlige skurren – men at kramme ét er!” anfører klummeskribent Sarah Gannett om at genindføre sovedyret mellem puderne. Hun blev inspireret til at knuge barndommens isbjørn ind til sig, da corona-nedlukningerne skræmte hende tilbage i 2018.

”Han havde den perfekte størrelse til, at mine voksne, ængstelige arme kunne holde om ham,” beretter Gannett uden snert af selvironi.

Barnløse bamsezombier

Der er noget dystopisk ved bamserne.

Som abeungerne i det berømte, videnskabelige forsøg, der hellere trykker sig ind til en pelset, men gold morsubstitut end den af ståltråd, der faktisk kan give dem mælk.

Til sidst dør de små aber af sult.

Mere end nogle andre generationer er min ensom.

Måske skyldes det, at så meget af vores kontakt er begrænset til døde objekter, til skærmenes ståltrådsnærvær.

Hver tiende unge dansker mellem 16-29 føler sig føler sig altid eller ofte ensom, viser tal fra Danmarks Statistik. Kun 3 procent af forældre-generationen på 50 og opefter har samme udfordring.

Tal fra USA viser, millennials i mindre grad indgår i parforhold som vores forældre og bedsteforældre, skriver Forbes.

Vi flytter ikke i vores egne boliger med de familier, vi heller ikke evner at skabe. Det har fået the New Yorker til at skrive om ”The end of Children”.

Heldigvis for bamseproducenter køber voksne fortsat gladelig plysdyr, selvom de tilsyneladende ender barnløse.

Vi arbejder hjemmefra. I USA er festerne de seneste tyve år faldet med 35 procent. Vi orker næsten ikke at dyrke sex.

Hvorfor have lagengymnastik, når man kan tjekke Instagram?

Til gengæld giver vi voksne altså bamser til hinanden som for at sige ”her har du også én at holde om. Du må nøjes med plys og vat. Kød og blod var udgået”.

Rart er det da at klemme sine voksne arme rundt om isbjørnen eller hundehvalpen, men det repræsenterer også et fravær af liv.

Al denne virkelighedsflugt gør det interessant nok også svært for os at være i den. Bamsebehovet har altid været for mennesker (læs: børn), der manglede livserfaring.

Mon det ikke er på tide, at vi kigger ind i de sorte knappenålsøjne på vores bamser og bliver enige med dem om at træde udenfor den plyssede komfortzone?

Måske man i sidste ende blev bedre til livet ved at prøve det.