Skønhedsekspert: Kosmetiske indgreb er blevet langt mere normale – og det har konsekvenser

“Hvem gider kysse et par fiskelæber?”

Sådan sagde Ghita Nørby tilbage i oktober i Podimo’s “En Anden Tid”. I podcasten fortæller hun, at hun aldrig kunne drømme om at lægge sig under kniven for et yngre ydre.

Det forholder sig anderledes for Ditte Hansen, der i 2023 afslørede, at hun har fået lavet fillers og botox. I et interview til DR forklarer hun beslutningen med, at idealet om, at det at blive ældre er en negativ ting, sidder dybt i hende:

– Alle de kvinder, jeg ser i medierne, har glatte ansigter. Når de ikke har det længere, forsvinder de fra skærmen, lød det fra Ditte Hansen.

En anden kendt kvinde, der for nylig har deltaget i debatten i medierne, er Birgitte Hjort Sørensen. For hende føles det helt forkert at ændre på sit ansigts udseende.

“Mange føler sig presset til at puste fylde i læberne, eller stramme rynkerne op. Det er så ærgerligt. Vi glemmer, hvordan kvinder ser ud, når de bliver ældre,” udtalte hun i P1-programmet “Ugens Gæst” i december.

Uanset om man er til skønhedsoperationer eller ej, viser tal fra Styrelsen for Patientsikkerhed, at antallet af kosmetiske klinikker er mere end fordoblet fra 2017 til 2024. Antallet er steget fra 349 til 730 klinikker, hvilket peger på en markant voksende interesse for kosmetiske behandlinger.

Spørgsmålet er, om plastikkirurgi, injektioner og andre kosmetiske indgreb er på vej til at blive normen. Og hvis det er tilfældet – er det så helt harmløst eller omvendt meget problematisk? Og hvilken rolle spiller det, når kendte kvinder herhjemme vælger offentligt at sige fra?

Det har jeg talt med skønhedsekspert Anette Kristine Poulsen om. Hun er stifter af skønhedsplatformen Beautyspace.dk, foredragsholder og forfatter til fem bøger om hud – senest “Opskriften på bedre hud i overgangsalderen” udgivet på Politikens Forlag.

Anette Kristine Poulsen er tidligere mangeårig skønhedsredaktør på Børsen, optræder jævnligt som skønhedsekspert hos Go’morgen Danmark på TV 2, og så er hun indehaver af hudplejemærket Seriøst Bedre Hud.

Oplever du, at kosmetiske indgreb i dag er blevet mere normaliserede end for bare 10 – 15 år siden?

– Ja, meget. Det er der flere grunde til: Førhen var det et kæmpe skridt at tage, men nu findes et hav af mindre voldsomme, mere tilgængelige indgreb – lige fra injektionsbehandlinger til laser-løsninger.

Når det er sagt, er det vigtigt for Anette Kristine Poulsen at understrege, at det stadig er en forholdsvis lille del af befolkningen, der lægger sig i behandlingsstolen.

Hun fortæller, at forskellen fra dengang og nu er, at vi kan følge med og komme helt tæt på, fordi vi bliver inviteret med ind i behandlingsrummene og har adgang til før- og efterbilleder på sociale medier. Og har man først kigget på et billede eller en video, så sørger algoritmen for, at man bliver ved med at blive eksponeret for lignende indhold.

– Kosmetiske indgreb var førhen noget, man gjorde diskret og ofte benægtede. I dag er de blevet pakket ind i et sprog, der ofte signalerer lethed og nærmest nødvendighed med brug af ord som “vedligeholdelse”, “forebyggelse” og “et lille touch”. Det påvirker os, at det er blevet afdramatiseret og nærmest normaliseret sprogligt. I sidste uge fortalte en bekendt mig, at hendes 16-årige datter synes, hun havde brug for et ansigtsløft, tilføjer hun.

Hvornår mener du, at noget går fra at være et personligt valg til at blive en social norm?

– I det øjeblik man skal forsvare og legitimere, hvorfor man enten vælger at gøre noget ved sine rynker, eller ikke gøre noget. I begge tilfælde er vi ovre i noget normdannelse. Et personligt valg er kendetegnet ved, at både ja og nej er lige acceptable, fortæller Anette Kristine Poulsen.

Ser du tegn på, at kvinder – også meget unge kvinder – føler et pres for at “gøre noget,” snarere end et frit valg?

– Jeg tror, at “pres” er for stærkt et ord. De kan snarere hurtigt føle sig meget inspirerede. Og det er jo tosset, når personer i starten af 20’erne taler om forebyggende botox, før ansigtet overhovedet har udviklet de strukturer, man taler om at forebygge. I det tilfælde er det ikke et biologisk behov, siger hun.

Er der bestemte indgreb, som i dag næsten betragtes som vedligeholdelse frem for forandring?

– Ja, især botox og fillers. De bliver ofte markedsført som midlertidige og uskadelige. Det er problematisk, når vi begynder at kalde botox for eksempelvis “baby-botox” og filler-behandlinger for "skinboosters", for det er stadig en filler, siger hun, og fortsætter:

– Og vi er nødt til at få talt noget mere om korrekt varedeklaration. Især frekvensen ved vedligeholdelse af for eksempel fillers.Her får folk ofte at vide, at de skal komme til genopfyldning hver 4.-6. måned, selvom vi i dag ved, at fillers kan blive i huden i årevis, og nogle gange for evigt, også dem, der markedsfører sig som midlertidige. Jeg kan se, at dygtige behandlere er begyndt at bruge ultralyd for netop at kunne vurdere frekvensbehovet.

Nogle vil sige: Hvis det gør folk glade, hvorfor problematisere det? Hvad tænker du om den indstilling?

– Det er jeg helt enig i. Vi må aldrig glemme det vigtigste, nemlig at vi er herre over eget ansigt. Der er jo heller ikke nogen, der kommer og siger til mig, at jeg ligner en, der får lavet for lidt injektionsbehandlinger, og det er jeg ret tilfreds med. Så vi skal overordnet ikke kommentere på hinandens valg – og udseende, selvfølgelig. Men jeg synes, man skal gå oplyst ind i den her del af skønhedsindustrien, og at vi skal forlange mere af varedeklarationen. Der er jo eksempelvis ingen, der siger til dig, at du med et skud botox også risikerer at miste noget af dit følelsesliv.

Hvad risikerer vi at miste kulturelt eller menneskeligt, hvis kosmetiske indgreb bliver normen?

– Vi risikerer vel groft sagt at miste noget af ansigtets fortælling – og ikke mindst noget af evnen til at kommunikere. Ansigtet er jo kommunikation. Rynker, asymmetri og bevægelse fortæller noget om et liv, erfaringer og følelser. Hvis vi udvisker de tegn, reducerer vi ansigtet til en overflade i stedet for et levende udtryk. Det er et tab, synes jeg, både os mennesker imellem og kulturelt.

Kan normaliseringen af indgreb ændre vores tolerance over for aldring?

– Ja, markant. Det er som om vi i vores del af verden ikke må ældes. Hele longevity-bølgen kan hurtigt komme til at virke grådig på mig. Jeg er med på, at man gerne vil være sund og rask, så længe man er her, men det der med længere og længere levetid begynder at virke både trættende og grådigt. Det stjæler også nuet, siger hun, og fortsætter:

– Derudover er tolerance noget, vi opøver gennem eksponering. Hvis vi konstant ser redigerede, korrigerede og behandlede ansigter, begynder det ubehandlede at fremstå afvigende.

Oplever du, at idealerne i dag er mere snævre, end de var tidligere – selvom vi taler mere om diversitet?

– Ja. Vi taler meget om diversitet, men praktiserer ofte ensretning. Idealerne er blevet mere subtile og sofistikerede, men ikke nødvendigvis bredere. Det er stadig de samme ansigtstræk, der bliver fremhævet – bare i en mere “naturlig” indpakning.

Er der en risiko for, at vi mister evnen til at se forskel på det naturlige og det konstruerede?

– Den risiko er ikke teoretisk – den er reel. Når det konstruerede bliver hverdagskost, mister vi referencerammen. Der skal også være et kærligt og acceptabelt sted at gå hen med forfaldet. Det er vi nødt til at insistere på, siger Anette Kristine Poulsen.

Tror du, vi bevæger os mod endnu mere normalisering – eller ser du tegn på en modreaktion?

– Begge dele. Normaliseringen fortsætter, men vi ser også en tydelig træthed. “The Undetectable Era” er i sig selv en modreaktion – et ønske om at vende tilbage til ansigter med liv og bevægelse. Men tag ikke fejl, det handler stadig om at optimere.

– Hvis du skulle give ét råd til kvinder, der føler et pres for at ændre deres udseende – hvad skulle det være?

– Jeg er virkelig den irriterende type, for jeg kan ikke afholde mig fra at advare lidt. For når det går galt, så går det virkelig galt. Som en, jeg kender, der fik botox, og i et kvart år ikke kunne køre bil, læse avis eller se TV, fordi øjenbrynene ”faldt ned.” Og her taler vi altså bare botox. Selvom jeg også gerne vil have min kæbelinje tilbage, så ville jeg aldrig turde at få sat en kniv under hagen. Tænk, hvis nervebanerne røg., siger Anette Kristine Poulsen, og afslutter:

– Jeg lover til gengæld, at hvis man grundplejer sin hud, vores ufraflyttelige, personlige hus, så vil den overshine meget andet.