Flere beskyldte Camille for ‘dårligt forældreskab,’ men hun står ved sit valg

En drikkedunk skulle vise sig at blive startskuddet på en masse beskeder i influencer Camille Gudmand Langes indbakke på Instagram.

Det skete efter at hun delte på platformen, at hun havde bedt sin 9-årige søn, Pelle, om selv at betale for en ny drikkedunk, efter at han havde ødelagt og smidt adskillige af dem væk.

Nogle i indbakken kaldte det blandt andet “bad parenting,” og det fik Camille Gudmand Lange til at gå til tasterne og svare på kritikken i en story.

femina har talt med hende om kritikken – og om hvorfor hun mener, at børn har godt af mere ansvar.

Ansvarsfuld fra barnsben

Camille Gudmand Lange mener, at Pelle er nået en alder, hvor han har godt af at få mere ansvar og blive pakket mindre ind. For eksempel øver hun sig i at lade ham være mere alene hjemme, gå alene i supermarkedet og erstatte nogle af de ting, han ødelægger – som hans drikkedunk.

Camille Gudmand Lange vidste udmærket godt, at hun ville blive mødt af kritik, hvis hun talte offentligt om opdragelse, men alligevel ønskede hun at starte samtalen.

– Jeg synes, det er vigtigt at lære min søn, at der ikke er uendelige ressourcer i vores, eller i nogens familier, for den sags skyld. Derfor må han også bidrage på et tidspunkt, siger hun.

Reaktionen fra forældre, hun ikke kendte, i indbakken fortæller hende, at det bliver set på som en grov handling, og som at skubbe de små ud af familien, hvis man udfordrer dem, og ikke lader det være en selvfølge, at forsørge dem på alle parametre.

Camille Gudmand Lange kan godt sætte sig ind i kritikken. Hun var selv i tvivl, da hendes mand foreslog at stille flere krav til deres søn. Men efter nærmere overvejelse kunne hun mærke, at det var det helt rigtige for sin familie.

Det skyldes, at hun gerne vil modvirke en tendens, som hun ser blandt børn i dag.

1990’er-opdragelse

Børn er mere mentalt ustabile i dag, end de var, da Camille Gudmand Lange var barn, mener hun. Hun er overbevist om, at det hænger sammen med den digitale udvikling, der har været i samfundet siden 1990’erne, og sociale mediers indtræden.

Det er blandt andet en bog skrevet af den anerkendte amerikanske forsker i børn og unges trivsel, Jonathan Haidt, som har givet hende det indtryk.

– Vores børn har fået fri adgang til internettet og sociale medier, og bliver dermed blandt andet eksponeret for porno og vold, som ødelægger dem. Det er ikke sundt, at vi “underbeskytter” vores børn i den digitale verden, og overbeskytter dem i den virkelige verden, siger Camille Gudmand Lange.

Den kombination gør, at der er en risiko for, at børnene ikke får den erfaring, de skal bruge, før de er voksne og pludselig skal stå på egne ben.

– Vi tør nærmest ikke lade vores børn gå udenfor en dør, uden at der er forældreovervågning, og det gør mig i tvivl, om de vil kunne klare sig, fordi de ikke lærer at stå på egne ben, hvis jeg bliver ved med det. Derfor er jeg gået i gang med at skrue ned for det nu, siger hun.

I Camille Gudmand Langes egen barndom i 1990’erne legede hun meget udenfor. Hvis hun blev tørstig, måtte hun gå i baghaven og tænde for vandslangen.

– Der var ikke noget med at gå ind til mor og sige: “Mor, jeg skal have fyldt min vandflaske,” man gjorde det bare selv. Og hvis man blev sulten, lavede man selv en mad. Jeg kunne rigtig mange ting selv i en tidlig alder, og det vil jeg gerne give videre.

Pant vekslet til legetøj

Ligesom at Pelle i dag må bruge de penge, han har fået til fødselsdage og juleaftener for at købe en ny drikkedunk, så lærte han allerede om værdien af penge fra han var helt lille.

– Vi var ivrige pantsamlere. Hvis vi fandt en sodavandsdåse på jorden, bad jeg ham hoppe ud af klapvognen og tjekke, om der var pantmærke på, og så samlede vi den op og lagde den ind under klapvognen.

Efterfølgende trillede de ned i supermarkedet, og så kunne han købe en slikkepind eller et lille stykke legetøj for panten.

– Jeg har altid syntes, at det var en virkelig fin måde at lære, at der skal noget arbejde til, hvis man vil tjene nogle penge.

“Det klarer de”

Camille Gudmand Lange og hendes mand tager udviklingen mod mere ansvar for deres søn en dag ad gangen.

For nylig havde Pelle to venner på besøg. Da han spurgte, om de måtte spise med, svarede Camille Gudmand Lange, at der ikke var mad nok derhjemme, men at de selv kunne gå i supermarkedet med hendes dankort og købe det, de manglede.

– De var pavestolte, da de kom tilbage med bacon og pasta, fortæller hun.

Inden de tre drenge med oppustede brystkasser blev sendt af sted, havde hun dog givet dem klare rammer: Ingen måtte efterlade en ven.

For Camille Gudmand Lange handler det ikke om at ignorere, at verden kan være farlig – men om at give sine børn erfaringer med, at den også er fyldt med spændende oplevelser.

– Mange forældre bruger enorm meget energi på at skærme deres børn fra at slå sig, tage fejl eller have det lidt svært. Jeg øver mig i at være lidt mere 90’er-forælder og tænke: Det klarer de, siger hun.

Børn må gerne komme hjem med den forkerte vare fra supermarkedet, slå sig på legepladsen og tale med fremmede, for ifølge hende er det netop sådan, de lærer at begå sig i verden.

Den tilgang stammer fra hendes egen barndom. Da hun var teenager, måtte hun selv finde ud af at komme hjem fra fester, hvis hun var strandet langt væk.

– Det gjorde, at jeg turde mere. Efter gymnasiet rejste jeg alene til Mellemamerika i fire måneder. Jeg satte mig ofte ved fremmede på restauranter og spurgte, om jeg måtte spise med. Det var aldrig kedeligt. Den nysgerrighed og modighed vil jeg gerne give videre til mine børn, siger hun.

Den vigtigste læring er ansvaret – ikke pengene

Da Camille Gudmand Lange fortalte Pelle, at han selv måtte være med til at erstatte drikkedunken, reagerede han først med en undren. Det var mærkeligt, syntes han.

I stedet for at skælde ud eller udskamme ham, valgte familien at finde en løsning sammen. Midlertidigt blev der samlet en ny flaske af reservedele fra lillesøsterens børnehavedrikkedunk, indtil han selv kunne købe en ny.

For Camille Gudmand Lange handler situationen ikke primært om penge, men om ansvar.

– Det lærer ham jo ikke bare noget om økonomi, men også om at passe bedre på sine ting. Når noget ikke bare automatisk bliver erstattet, så tænker man sig måske lidt mere om næste gang, siger hun.

Samtidig ser hun det som en mulighed for at lære sit barn, at fejl ikke er farlige – men at de kræver handling.

– Vi kan tale om, hvad der skete, hvorfor det ikke var så smart, og hvad vi så kan gøre ved det. Når noget går i stykker, er det ikke altid bare mor, der ordner det hele. Alle må bidrage lidt. Det synes jeg, er en vigtig læring, siger hun.

Alle børn er forskellige

Camille Gudmand Lange erkender, at det kan føles sårbart at dele sine opdragelsesvalg offentligt.

– Jeg kan godt være bange for at blive opfattet som hård eller uansvarlig. Jeg ved jo godt selv, at jeg ikke er det. Men det er sårbart at stille sit forældreskab frem til andres vurdering, siger hun.

Netop derfor understreger hun også, at hendes tilgang ikke er en universalløsning, der passer til alle familier.

– Børn er forskellige. Nogle er klar til mere ansvar som seksårige, andre først som tiårige. Det handler både om barnets temperament og forældrenes tryghed, siger hun.

Hun oplever ofte, at frygt spiller en stor rolle, når forældre tøver med at give deres børn mere frihed, for eksempel når det gælder at lade dem gå alene i supermarkedet.

– Hvis man selv er et ængsteligt menneske, kan det føles enormt grænseoverskridende at sende sit barn afsted alene. Sådan er min mand for eksempel. Men hvis man ser på tallene, er kriminalitet faktisk faldende, siger hun.

Alligevel er forældre i dag mere beskyttende end tidligere generationer, oplever hun.

– Derfor synes jeg, det er vigtigt at mærke efter, hvad det egentlig er, man er bange for, og om frygten er rationel. For helt ærligt er risikoen for at komme ud for et biluheld, når mit barn kører med mig, større end risikoen for, at han møder en børnelokker på vej til supermarkedet, siger hun.

Ifølge Camille Gudmand Lange er en vis grad af risiko nødvendig, hvis børn skal lære at navigere i verden.

– Risiko er noget, man lærer af. Hvis vi aldrig giver dem lov til at øve sig, så lærer de heller ikke selv at vurdere situationen næste gang. Og det er jo netop den evne, jeg gerne vil give videre, siger hun.

Camille Gudmand Lange står ikke alene med sine synspunkter. Sidste år udgav psykolog Dea Seidenfaden en bog om årsagerne til unges mistrivsel, og hvad vi kan gøre ved det. En af hendes pointer er, at nutidens forældre kan have en tendens til at overbeskytte deres børn.

– Mange forældre begynder at tolke verden som mere farlig, samtidig med at den nære verden i Danmark statistisk set er mindre farlig end tidligere. Når vi går til yderligheder for at beskytte vores børn, tracker deres færd med GPS og lignende, kan det få den effekt, at de selv bliver mere bekymrede og ikke bliver lige så parate til at overkomme de kriser, de støder på, har Dea Seidenfaden tidligere sagt i et interview med femina.