
Hvorfor dater unge, som om de er 80 år gamle og bange for at sidde i et rum, hvor det trækker lidt?

De unge har historisk set været templer for optimisme. Men når det kommer til dating, er optimismen tilsyneladende vendt til fatigue.
Foto: Mads Jensen/Ritzau Scanpix
Nina Pratt er journalist på Heartbeats. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentens egen holdning.
– Hvis jeg hører hende kalde deres relation for ‘tryg’ én gang til, så er jeg simpelthen nødt til at slukke.
Sådan kom jeg til at udbryde, da jeg i begyndelsen af sommeren så sidste afsnit af TV 2-programmet ‘Bachelorette’, og de to kvindelige hovedpersoner skulle vælge, hvem de skulle give deres sidste rose til af de resterende mandlige bejlere.
Forstå mig ret: Vi var nu ved finalen, og der var blevet snakket om mavefornemmelse, ro, tryghed, kemi og afklaring hele sæsonen igennem. Snakken om komfort var konstant.
Det samme gjaldt ‘Bachelor’, den mandlige pendant til ‘Bachelorette’, hvor de to mandlige hovedpersoner konstant skulle “mærke efter”, nægtede at kysse eller overnatte med nogle af kvinderne, og den ene endte med slet ikke at give sin sidste rose.
Bevares, jeg ved, at der er tale om et TV-program, hvor en übertilrettelagt setting og tilstedeværende kameraer nok ikke ligefrem hjælper med at tilvejebringe kemi. Alligevel skulle man tro, at programmet handlede om at finde komfort fremfor kærlighed.
Og det er ikke kun på TV. Meget tyder på, at unge i dag dater, som om de er ældre mennesker, der er bange for at sidde i et rum, hvor det trækker lidt.
Ifølge Tinders årsrapport, hvor 4.000 unge mellem 18 og 25 år medvirker, peger 64 procent på “følelsesmæssig ærlighed” som det, dating har mest brug for, mens 60 procent efterlyser klarere kommunikation om intentioner. Det lyder umiddelbart positivt, men det peger også på, at unge i højere grad italesætter behov i en relation, inden den overhovedet er startet.
Og så spiller vennerne en langt større rolle i at hjælpe os med at vælge partner. 42 procent af unge singler siger, at venner påvirker deres datingliv, og Tinder kalder i rapporten singlers venner for “følelsesmæssige medpiloter”. Igen tyder det på, at vi gerne vil være helt sikre og komfortable, inden vi træffer et valg, som vi i sidste ende kun kan træffe alene.
Men måske er det ikke så mærkeligt, at komforten og snakken herom opprioriteres i en tid, hvor datinglivet ser ud til at være i krise.
– Situationship, heterofatalisme, orgasmekløft, mental load, dink-par, ghosting, trad wives og dating fatigue. Vi har hele tiden brug for at opfinde nye ord for at beskrive den virkelighed, der er dating, kærlighed og sex anno 2025. Kærlighed har altid været svær, men har den altid været så svær, som den er nu?, spurgte Amalie Langballe i sin nytårstale på Radio 4.
Måske har den altid været svær, men især unge ser ud til bøvle med den dumme kærlighed. De ældre, derimod, ser ud til at trives ganske godt.
Antallet af ældre, der dater online, er steget betydeligt, og langt flere over 60 år bliver gift sammenlignet med ti år tidligere, viser Danmarks Statistik. I en artikel hos mediet Resonans kan man læse en chatudveksling mellem to seniorer, der på trods af ikke at have billede af hinandens ansigt skriver livligt og flirtende sammen og hurtigt planlægger at mødes.
At der er gang i de ældres datingliv blev også tydeligt med DR-programmet ‘Hotel Romantik’, der havde premiere i 2025. Deltagerne, der var mellem 60 og 80 år festede, flirtede, dansede og kyssede uden kvaler. Som Martha Sørensen skrev i Weekendavisen:
– Ingen taler om, at nogens opførsel er “et rødt flag”, ingen bliver ghostet, og der er i det hele taget en befriende mangel på datingdiskurs: hele det semipsykologiserende sprog, der omgiver moderne dating, hvor selv den mest banale handling får et navn, og den mest kedsommelige karlsmart får en diagnose.
Selv faldt jeg i snak med en ældre kvinde på 79 år til et julearrangement for nylig, der lige havde fået en “ven”, fortalte hun. De sås til frokoster og “hyggede sig”. Det er nok det, man med Gen Z-briller ville kalde for et ‘situationship’. Men modsat min generations term, der har en vis negativ konnotation, så dryppede deres uforpligtende forhold af optimisme og morskab. Adspurgt, om hvorvidt hun tænkte, at de skulle være kærester, svarede hun, at det var “sjovt bare at være i”. Hun følte sig tryg i uvisheden. Sådan virkede det i hvert fald.
De unge har historisk set været templer for optimisme. Men når det kommer til dating, er optimismen tilsyneladende vendt til fatigue. Og når man er træt, orker man ikke at satse.
I kulturens verden taler man lige nu om en tid, der er præget af forsigtighed og overforklaring, både hvad angår film, litteratur og kunst. Har forsigtigheden og behov for tryghed nu også infiltreret datinglivet? Det håber jeg sandelig ikke. I en tid, hvor vi har behov for at sætte ord på alt det, der risikerer at skille os ad, må vi ikke miste modet på at satse i kærlighedens navn.
– At vove er at tabe fodfæste en kort stund, ikke at vove er at tabe sig selv, sagde Dronning Mary i sin kærlighedstale til Kong Frederiks 50-års fødselsdag. Det kommer altså fra en kvinde, som ifølge hende selv har “scoret over evne”.
Lad 2026 blive året, hvor modet til at tabe fodfæstet kommer tilbage i unges datingliv. Måske vi faktisk kan lære lidt af de ældre.

Læs mere om:


