Jeg dyrker aldrig motion, men tog til reformer for at forstå magien: Her indså jeg, hvad mange unge kvinder lider af

Kirstine Alring er skribent på Heartbeats. Dette er en klumme. Klummen er et udtryk for skribentes egen holdning.

På mit natbord ligger der lige nu fire bøger fra biblioteket, der har overskredet lånefristen. Har ikke læst nogle af dem. Jeg har altid, og jeg mener altid, uglet hår, og det skyldes, at jeg redder mit hår alt for sjældent, fordi det er tidskrævende og kedeligt, og fordi jeg glemmer det. Jeg dyrker ikke noget motion, men kan til gengæld godt lide at drikke vin i hverdagen og ryge cigaretter i weekenden. Jeg har kørekort, men har ikke siddet bag rattet siden 2019. Og jeg står konsekvent op maks femten minutter, inden jeg skal ud ad døren.

Det er ting som det, der gør mig til det, internettet har døbt en type B-person. Ej at forveksle med at være et A- eller B-menneske, som har noget at gøre med søvnvaner. For selvom de to personlighedskategoriseringer unægtelig hænger sammen, så tager type A- og B-kategoriseringen skridtet videre.

Det, der kategoriserer en type B-person, er nemlig ikke bare at gå sent i seng og hade tidlige morgener, det er også for eksempel at være uorganiseret og kaotisk, ikke at have styr på sine ting og tage tingene, som de kommer. Modsætningen til en type B-person er en type A-person. Det er dem, som spiser chiagrød til morgenmad og løber en tur rundt om søerne lørdag formiddag. Dem, der husker at købe julegaver i god tid, altid har pæne negle og ikke sover over sig.

Det er helt indlysende en karikeret og internetagtig måde at stille personlighedstyper op på, men alligevel følte jeg mig ramt, da jeg endte nede i internetkaninhullet, der gjorde det klart for mig, at det var det, jeg var: en stor type B-person.

Jeg vidste godt, at det her ikke mindskede min værdi som menneske, at jeg stadig kunne være dygtig til mit arbejde, en god kæreste og veninde og have et helt normalt, velfungerende liv til trods for dette prædikat. Det gjorde mig bare træt at få det sat op så systematisk og så tydeligt kunne genkende mig selv i den ene kategori fremfor i den anden.

Derfor blev det også ret hurtigt en mission for mig ikke at længere at skulle være den person.

Første skridt mod at opnå det, tænkte jeg, var at bevæge mig ind på A-personernes habitat, så jeg kunne observere deres adfærd. Finde ud af, hvordan de gebærder sig, hvad deres hemmelighed er, måske suge noget af deres overskud og struktur til mig. Og timingen kunne ikke være bedre, for min redaktør var lige blevet inviteret til en reformertime, som han syntes jeg skulle tage til: “Det er så lidt dig, og derfor er det sjovt,” sagde han.

Tak, tror jeg?

At gå til reformer vidner også om et niveau af dedikation og overskud, som kun en type A besidder. Og så er reformer, der er en form for fitness, hvor man sidder på noget, der hedder en pilatesmaskine, og bruger sådan en slags fjedermekanik til at styrketræne, også bare noget, der virkelig trender i øjeblikket. Glem alt om spinning og zumba, alle de seje kvinder, der har styr på deres liv, går til reformer.

Jeg meldte mig fluks på holdet, men kort efter, skete der noget: Jeg blev ramt af en altopslugende usikkerhed. Mig, til en reformertime? Jeg er alt for messy-girl-coded til at tage til reformer. Alle vil kunne se det på mig. Alle the clean girls vil grine af mig, de vil kunne se på mit uglede hår og mine slappe overarme, at jeg ikke hører til dem. At jeg bare leger, at jeg er noget, jeg i virkeligheden slet ikke er.

Men alligevel blev jeg en tilfældig tirsdag morgen vækket af min alarm, der ringede på det gudsforladte tidspunkt, der er 05.50. Min krop reagerede fysisk, og jeg havde så meget kvalme, at jeg var i tvivl, om jeg var syg. Som om min krop prøvede at fortælle mig, at det her, det var helt forkert.

Det lykkedes mig dog på et tidspunkt at forlade min seng, men kort efter ramte så også den første reelle panik. For hvad fuck tager man på til en reformertime?

Panikangst, fordi jeg som den type B-person, jeg er, ikke lige havde overvejet det aftenen forinden. Jeg så pludselig alt muligt for mit indre øje. Exercere-tøj eller det helt rigtige Planet Nusa-sæt på en flok kvinder, der alle har perfekte sleek buns og nyvoksede armhuler. Jeg havde ingen af delene og måtte i stedet ty til en slidt, gammel Nike-t-shirt og nogle sorte bukser, jeg egentlig går i til hverdag, men som i dagens anledning måtte udgøre sportsbukser.

Ankommet til reformerstudiet: En sød instruktør spørger, om der er nogen, der ikke har prøvet det før, og jeg siger forsigtigt, at det har jeg ikke. I virkeligheden har jeg lyst til at spørge hende, om hun vil komme hen til mig, give mig et kram, sige det hele nok skal gå og guide mig igennem hele timen.

Det gør hun ikke, i stedet har hun hele timen en bestemt tone, hver gang jeg gør noget forkert, og hun retter på mig, fordi jeg ikke forstår, hvor jeg skal sætte mine ben eller gøre med den der maskine. Men, viser det sig, hun er faktisk også helt fantastisk, og hendes hjælp gør også, at det på en eller anden måde lykkedes mig til sidst at bestyre maskinen og lave de der øvelser nogenlunde ubesværet. Kønt er det nok ikke, for jeg gør det ikke helt rigtigt, men jeg gør det!

Det medfører også, at jeg endelig er i stand til at komme lidt ud af mit hoved og gøre det, jeg egentlig kom for: studere de andre på holdet. Og her går det hurtigt op for mig, at segmentet er meget mere uhomogent, end hvad jeg først havde antaget. Der var godt nok stort set kun kvinder, men i forskellige aldre og i forskellige former, der var store t-shirts og balletagtige boleroer, der var løse bukser og stramme tights, fletninger, løst hår og knolde, store muskler og mindre muskler, erfarne og uerfarne.

Jeg stak på ingen måde ud, og folk var – i den mest vidunderlige forstand – fuldkommen ligeglade med mig. Det eneste, vi havde tilfælles, var, at vi alle var kommet den morgen for at dyrke noget motion og træne vores muskler.

Da jeg var færdig med timen, meget øm i hele kroppen, tænkte jeg derfor også over, hvorfor jeg dog havde spildt så meget energi og tankekraft på at skulle det her?

Jeg kom til at tænke på et citat, jeg engang havde læst på Instagram. Det var Jemima Kirke, skuespilleren bag karakteren Jessa fra tv-serien ‘Girls’, som blev spurgt om at give et råd til kvinder, der kæmper med at have lav selvtillid, hvortil hun svarede: “I think you guys might be thinking about yourselves too much.”

Touché.

Jeg og, tror jeg, rigtig mange unge kvinder lider af det her: at tænke for meget over, hvordan vi bliver perceived. Og det er en skam, for sandheden er jo, at folk er bedøvende ligeglade med os og vores usikkerheder.

Reformer er ikke et billede på at være hverken det ene eller det andet, vi er alle hele mennesker, der er det hele og ingenting på samme tid. Og det vi ser på internettet, er så langt fra det, der foregår ude i det virkelige liv. Noget, som helt sikkert er en virkelig banal iagttagelse for rigtig mange, men som for mig faktisk var en meget kærkommen påmindelse.

Jeg skal ud af mit hoved, og det er vi mange, der skal. Komme lidt væk fra internettet. Tage til en reformertime, gå en tur, touch some grass, have uglet hår eller et blowout, være en clean girl den ene dag og en messy den anden, uden at lade os begrænse af internettets uendelige grupperinger.

Fordi, nobody really cares.

Denne artikel blev første gang bragt på Heartbeats.dk, der også er ejet af Aller Media.

Reformertimen var betalt af Samsung, der i anledning af deres nye sportsur, Galaxy Watch8, havde inviteret Heartbeats til en reformertime i Ohm Yoga.