Det chokerede mig, at min chef havde haft ondt af mig, for hendes ansigt var udtryksløst, da jeg græd

Jeg har engang grædt foran en chef, der ikke kunne rynke brynene.

Det lyder som begyndelsen på en dårlig joke, men det var i virkeligheden bare en helt banal og ret skræmmende oplevelse. Jeg stod dér, næsten helt grøn i arbejdslivet, og tårerne trillede, som de nu gør, når man er både såret og sårbar. Men da jeg kiggede op, blev jeg forvirret. Hendes ansigt stod stille. Hverken de bekymrede folder mellem brynene eller de bløde mundvige, der kan tyde på medfølelse, rørte sig.

Jeg følte som et ungt og forvirret menneske, at jeg måtte underbygge og uddybe min egen ked-af-det-hed, fordi hendes ansigt var udtryksløst. Først et par dage efter fortalte hun mig, at det havde gjort hende ked af det at se mig græde – og det var næsten det mest foruroligende: at have fejllæst et menneske så grundigt, alene fordi mimikken var lammet. Lammet af Botox, det var hun ikke bleg for at stå ved.

Et studie fra 2010 viser, at Botox påvirker den måde, vi forstår følelser på, og allerede tidligere har forskning peget på, at brugen, eller hæmningen, af ansigtets muskler kan ændre, hvordan vi opfatter verden omkring os. Dermed også vores evne til at føle empati, fordi de dynamiske bevægelser i ansigtet, vores mimik, lammes, og med dem den feedback til hjernen, der normalt hjælper os med at afkode og spejle andres følelser.

Om min daværende chef følte mindre empati, kan jeg ikke vide; jeg ved kun, at jeg ikke kunne se den – og at fraværet af mimik gjorde mødet koldere, end ordene tilsagde.

Jeg mener ikke, at rynker er fejl. De er fodnoter fra et levet liv – spor af smil, undren, bekymring og alt det imellem. Alligevel glattes de i stigende grad ud af botox, og det føjer ikke blot brænde til det bål, der allerede er skønhedspresset; det kan også skubbe os længere væk fra både vores egne følelser og hinandens. Botoxen risikerer at komme imellem os som mennesker.

Botox, eller botulinumtoksin, i folkemunde kaldet “pølsegift”, fordi stoffet, da det i 1800-tallet blev opdaget, opstod i fordærvet kød, er en nervegift produceret af bakterien Clostridium botulinum. Det lyder alt andet end luksuriøst, men det er præcis det stof, man i dag i stærkt fortyndet form betaler for at få sprøjtet ind i udvalgte ansigtsmuskler for at lamme dem midlertidigt og glatte huden.

I dag er Botox ikke længere forbeholdt Hollywood eller overklassen, men for mange en almindelig praksis, så udbredt og afdramatiseret, at den næsten er blevet neutral. Netop derfor er det desto vigtigere at forstå, hvad det er, vi lammer: den menneskelige udveksling, som lever i mimikken.

Allerede i 1800-tallet pegede Darwin på, at ansigtets muskelbevægelser ikke blot udtrykker følelser, men kan forstærke dem, en idé, der i dag kaldes facial feedback. Når vi smiler, føler vi os en smule gladere. Når vi trækker brynene sammen, mærker vi bekymringen tydeligere.

Forskning viser, at når musklerne lammes af Botox, svækkes den feedback. Vi bliver ganske enkelt langsommere til at aflæse andres udtryk, fordi vi ikke, som normalt, spejler dem med vores egne mikrobevægelser. Hjernen får mindre hjælp til at tolke, hvad den ser, og det påvirker både vores empati og vores fornemmelse af kontakt. Det er meget botox, der skal til, før et ansigt fryser helt, men uanset dosis fører behandlingen til en delvis lammelse af musklen. Og selv den mindste nedtoning af mimikken gør vores mikroudtryk, og dermed vores følelsesudtryk, fattigere.

Det kan virke abstrakt, men konsekvensen er konkret: Når et ansigt ikke svarer igen, bliver vi i tvivl om, hvordan det menneske foran os har det – og måske derfor også om, hvordan vi selv har det.

Jeg ved godt, at det er en kompleks debat med mange andre dimensioner end den, jeg her slår på tromme for. Jeg har ingen interesse i at pege fingre ad dem, der får botox af kosmetiske årsager. Vi skal have frihed til at gøre med vores kroppe, hvad vi vil. Men frihed forudsætter oplysning – ikke kun om det fysiske, men også om de følelsesmæssige og eksistentielle konsekvenser. Og netop de konsekvenser fylder for lidt i samtalen om botox.

Botoxens bagsider er særligt urovækkende at tænke på i mødet med små børn, for i begyndelsen af livet er mimik, blikke og kropslig afstemning en central del af kommunikationen. Hvis voksnes ansigter bliver sværere at læse, er jeg bange for risikoen for, at vi gør børnenes følelseskompas unødigt tåget. I jagten på at udviske det statiske, rynkerne, kan vi komme til at tage det dynamiske, bevægeligheden og mimikken, med i faldet.

Der er, ironisk nok, regler imod tatoveringer i ansigtet i Danmark. Man må ikke få blæk på kinden, fordi det kan skade ens sociale liv og arbejdsmuligheder. Men at sprøjte nervegift ind i panden hver tredje måned, og afhængigt af dosen potentielt lamme vores følelsesliv, det må man gerne.

Jeg siger ikke, at botox skal forbydes; jeg siger, at hvis vi alligevel giver samtykke til et indgreb, der midlertidigt lammer ansigtsmuskulaturen, burde samtykket afspejle alle mulige konsekvenser – ikke kun de fysiologiske bivirkninger som hævelse og blå mærker, men også de følelsesmæssige og sociale overvejelser: risikoen for, at vi mister noget af vores udtryk, vores spejlingsevne og den del af empatien, der begynder i ansigtets mikrobevægelser.

Mimikken. Det sprog, vi talte, før vi fik ord.

Jeg tør ærligt talt ikke drømme om et samfund, hvor børn vokser op blandt ansigter, de ikke kan læse. Jeg har selv stået foran et sådant ansigt, dengang på kontoret, og det føltes foruroligende tomt.