“Først efter et par dage gik det op for mig, at jeg havde glemt min baby derhjemme. Så vågnede jeg med et sæt”

Julie Voldby Bruun er journalist på femina. Klummen er et udtryk for skribentens holdning.

For lidt tid siden drømte jeg, at jeg var blevet mor. Jeg boede med min nyfødte alene i et stort stenhus med mange rum og få vinduer. Da jeg blev inviteret til en konference, tog jeg afsted, men først efter et par dage gik det op for mig, at jeg havde glemt min baby derhjemme.

Skamfuld og grædende skyndte jeg mig hjem, og der fandt jeg mit barn, højst en måned gammel. Barnet lå svøbt i hvidt på sofaen, hvor jeg havde efterladt det. Bevidstløs og grå i huden, døende fordi jeg havde glemt at tage mig af det.

Jeg tog spædbarnet i favnen i den dunkle stue, satte det til mit bryst og forsøgte ihærdigt og desperat at amme det til live. Pressede min brystvorte ned i den lille, tandløse mund og tvang det til at spise. Det var liv eller død. Mælken flød fra mine ømme og spændte bryster, tårerne flød fra mine øjne.

Jeg vågnede med et sæt, hovedpuden var gennemblødt. Heldigvis var det bare en drøm. Et mareridt.

Graviditeter, fødsler, babyer og moderskab er begyndt at fylde mere og mere i min tætteste omgangskreds i løbet af de seneste par år, naturligt nok. Især da vi trådte over tærsklen til trediverne, var det som om stigningen gik fra at være lineær til at være eksponentiel.

Fem veninder inklusiv min egen søster er blevet mødre, tre veninder er gravide i skrivende stund, og jeg ved, at flere er stoppet på prævention. “Vi ser, hvad der sker,” siger de for at helgardere sig mod eventuelle reproduktive problemer. Og så er der dem, der slet ikke taler om børn af samme årsag, men som helt sikkert prøver, og måske endda har gjort det i lang tid.

Selv når det ikke fylder fysisk i min hverdag og i min kalender i form af babyshowers og navngivningsfester, så fylder det stadigvæk i min bevidsthed. Tydeligvis.

Alle de graviditeter, børn og ikke mindst nye mødre i min omgangskreds skaber et underligt pres og afføder især ét spørgsmål, som jeg føler, jeg burde være i stand til at svare på som en kvinde i starten af trediverne, men som i stedet efterlader mig et sted, hvor jeg har lyst til at implodere i ren og skær fortvivlelse og splittelse:

Vil jeg egentlig være mor?

Spørgsmålet afføder blot endnu flere spørgsmål: Egner jeg mig overhovedet til opgaven, eller bliver det ligesom i mit mareridt? Har jeg mon ressourcerne? Hvad med min ægreserve - kan jeg overhovedet få børn, eller smadrede jeg min livmoder, dengang jeg som 11-årig gled på metalstellet til trampolinen? Hvad hvis jeg ikke kan, hvad gør jeg så? Skal jeg bare vente og se tiden an, og kan jeg acceptere, hvis det “bare ikke lige skete”, når jeg er på den anden side af mine fertile år?

Moderskabet stresser mig ikke som sådan, men det gør spørgsmålet om moderskabet til gengæld. Jeg har ofte fnyst af dem, der har snakket om det biologiske ur, som om det var et fysisk klokkeværk i torsoen, der tikker afsted i hjertets takt, og af dem, der har omtalt moderskabet som en slags biologisk funderet længsel mod at blive mor, som var det et kald.

Højst sandsynligt fordi det står i kontrast til min egen bevidsthed om, hvordan socialt konstruerede samfundsstrukturer er med til at påvirke de valg, vi tager i livet; og hvordan ved man så egentlig, om et ønske kommer indefra eller er en påvirkning udefra?

Ikke desto mindre misunder jeg de kvinder, der aldrig har været i tvivl. Dem, der siden de fik stukket deres første babyborn i favnen har vidst, at moderskabet var for dem. Dem, hvis formål med livet altid har været at skabe en familie - med eller uden en partner, koste hvad det vil; og jeg misunder dem, der har været heldige nok til slet ikke at skulle forholde sig til tvivlen, fordi de tilfældigvis bare mødte den rigtige partner på det rigtige tidspunkt og poof, så var de tre.

På samme måde misunder jeg dem, der altid har vidst, at moderskabet ikke var for dem. Og jeg misunder dem, der hviler i tvivlen, og dem, der rent faktisk er i stand til at lade det være op til “skæbnen”, eller hvad det nu måtte være.

Jeg har det hverken på den ene eller anden måde. Frem til for knap fem år siden var jeg ellers sikker på, at jeg gerne ville være mor. Ikke fordi jeg havde en drøm om det, eller fordi jeg havde taget et aktivt tilvalg om en fremtid med børn, men simpelthen bare fordi at “det er dét, man gør”. Jeg følte, at det blev forventet af mig - og gerne før jeg fyldte 30 år og min fertilitet for alvor begyndte at dale.

Det var en stressende tid, midten af tyverne. Jeg havde (og har stadig) ikke en kæreste, og for at få et barn skal man jo have en kæreste, var mit ræsonnement. Den indstilling skabte endnu mere stress og for at være ærlig: nok også endnu mindre held i kærlighed. I det øjeblik jeg erkendte - og blev bevidst om - at der findes mange måder i dag at skabe en familie på, var det som om stressen aftog.

Alligevel er nu jeg pludselig blevet i tvivl om det såkaldte “biologiske” urs eksistens. Indrømmet: De sidste par måneder har jeg kunnet høre en sagte tikken i det fjerne, ikke som et bornholmerur, men snarere som et digitalt stopur, en nedtælling som jeg ikke kender tidsrammen på.

Om mit biologiske urs begyndende tikken er blevet udløst af at se mine veninder vokse som kvinder i moderskabet, eller om det skete, da min mor hviskede “det klæder dig” i mit øre, da jeg gik en tur rundt om huset med min niece i barnevognen, kan jeg ikke finde ud af.

Med andre ord har jeg været ude af stand til at bedømme, om mit måske-ønske om at blive mor kommer inde fra dybet i mig selv eller ude fra mine omgivelser.

Men kan det egentlig ikke også være ligemeget? Folk får jo alligevel børn hele tiden.

Måske det i virkeligheden er mere interessant at undersøge, hvor tvivlen kommer fra, og hvorfor jeg er så bange for at give efter for længslen og ideen om mig selv som mor? Er det fordi, det ikke harmonerer med den selvfremstilling, jeg har af mig selv? At min kat og drømmen om at udgive en bog en dag “burde” være nok for mig? Handler det i virkeligheden om min aversion mod kernefamilien?

Når mine veninder har luftet deres tvivl om forskellige emner eller problemstillinger, har jeg altid lænet mig op af følgende ordsprog: Er man i tvivl, er man aldrig i tvivl.

I stedet for at læne mig op af mig selv, vælger jeg at læne mig op af en mere vis person, William Shakespeare. I skuespillet Measure for Measure siger Lucio til Isabella:

- Our doubts are traitors and make us lose the good we oft might win by fearing to attempt.

Med andre ord er vores tvivl forrædere, der får os til at miste det gode, vi kunne vinde, blot af frygt for at forsøge.

Ak. Tvivlen.

Tik tak.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.