Kærlighed og sex
4. juli 2025

Hvad nu hvis det giver mening at gå tilbage til en fuser?

De fleste kender advarslen om aldrig at gå tilbage til en fuser – men hvad nu, hvis der faktisk gemmer sig noget værdifuldt i det forliste?
Af: Johanne Bille
Johanne Bille

Foto: Emma Line Sejersen

Det var af indlysende grunde ikke alting, min eksmand og jeg var gode til – så havde vi nok stadig været gift den dag i dag. Men noget, vi var gode til, var at rejse sammen. Vi gjorde det ofte, og jeg bærer minderne fra vores rejser i mig.

Det var ikke alt sammen fryd og gammen, når vi rejste, for vi er begge eventyrlystne, og det kommer selvfølgelig med en risiko. Som den sommer, hvor vi blaffede rundt i Slovenien og endte i et mærkeligt kollektiv midt ude på landet – uden nogen mulighed for at komme derfra, da stemningen gik fra venlig til aggressiv.

Eller dengang, vi fór vild i en regnskov i Cambodia. Eller da vi fik serveret lokal sprit i Laos, som senere viste sig kunne være livsfarlig. Men vi klarede den, faktisk havde vi det sjovt imens, og da vi blev skilt, var det noget af det, jeg sørgede mest over. Hvad skulle jeg gøre uden min bedste rejsekammerat?

Nu er det fem år siden, vi blev skilt, og med hårdt arbejde (og lidt parterapi) er vi lykkedes med at blive gode venner. Vi har begge andre romantiske forpligtelser, og jeg vil tro, han vil være enig med mig i, at vi er mere familie end noget som helst andet den dag i dag.

Og så en aften skete det: Vi kom til at tale om vores rejser, og lidt efter lidt fik vi talt os ind på noget, vi vist begge havde tænkt over: Kunne vi rejse sammen igen?

Efter et par ugers betænkningstid blev rejsen planlagt, og om lidt skal vi afsted til Grækenland i to uger. Det er et vaskeægte rejsecomeback, kan man sige, og når jeg bliver spurgt, om jeg er nervøs, svarer jeg nej. Jeg er i højere grad spændt, for så meget har forandret sig, og selv om jeg har været på talrige rejser med ham før, ved jeg jo faktisk ikke, hvordan det vil være nu.

Det er comebackets natur, tror jeg. Man bevæger sig tilbage til et sted, hvor man har stået før, meget ligner måske sig selv, men alligevel er alt forandret.

Derfor kræver det også mod at gå ind i et comeback – uanset om det er en rejse med en eksmand, en tilbagevenden til en branche, man ellers havde forladt, at tage kontakt til en gammel veninde eller måske at genoptage den sport, man egentlig havde opgivet. Der vil altid være noget på spil, og mest af alt er man selv på spil.

For mig at se er det lige præcis det fantastiske ved et comeback: Her får man mulighed for ikke bare at se sig selv i øjnene, men også for at slutte fred med, hvordan man har været engang. Man konfronteres uundgåeligt med sit fortidige jeg, fortiden bobler frem og forenes med nutiden.

Hvem ved? Måske man endda bliver klogere på, hvor man vil være i fremtiden.

Ordsproget siger, at man ikke skal gå tilbage til en fuser, men det er jeg ikke sikker på er helt rigtigt.

Faktisk tror jeg, der er guld at hente, når man på ny tør placere sig steder, man ellers er gået væk fra. Måske bliver min rejse med min eksmand en fiasko, men mon ikke jeg bliver klogere på mig selv alligevel. Hvis alt går galt, kan jeg jo bestille en ordentlig omgang ouzo til bordet.

Lyt til 'Bachelorette'-podcasten ‘EJ EJ EJ!’ hver fredag der, hvor du normalt finder dine podcasts - eller herunder.

Læs mere om:

Læs også

Bliv medlem af femina+

Du skal være medlem for at gemme denne artikel. Medlemskabet giver dig ubegrænset adgang til alt indhold.