Familieliv

Så meget betyder musik for dit barns udvikling

Musikkens gavnlige virkning på børns udvikling er måske langt større, end vi lige går og regner med...

For mange voksne fungerer musik som et ekstra sprog, der styrker vores fornemmelse for at tolke forskellige stemninger - tænk bare på de hvinende violiner i gyserfilm, der forstærker uhyggen markant.

Musikken er ofte også en indgang til et fællesskab og til at møde andre mennesker på neutral grund og få en fælles oplevelse på tværs af kultur, overbevisning osv.

 

Selv nyfødte kommunikerer musisk

Og når musikken er så vigtig for os voksne, virker det indlysende, at den også har en kæmpe betydning for de selv mindste børn.

Læs også: Sådan kommunikerer du med dit barn

Undersøgelser viser, at børns tidlige måde at kommunikere på i sig selv kan være meget musikalsk. Allerede når de er få uger gamle, bevæger de sig kropsligt, hvis de hører musik, og de er også i stand til at kommunikere 'musisk' med deres mor: Hvis man gentager små musikalske fraser vil børnene genkende dem og svare med deres bevægelser.

Musik har betydning for børns indlæringsevne

Anne-Marie Hassing, musiker og musikpædagog, forklarer, at musik og sang også betyder særdeles meget for børns indlæringsevne.

Læs også: Hvilken læringstype er dit barn?

- Musikken pirrer børns fantasi og gør dem gode til at forestille sig både historier og billeder inde i hovedet. Og det er en god ting senere hen i livet i f.eks. grammatikken. Jeg kan huske, at jeg selv satte betoninger og ekstra ord på for at få det til at rime, så det var lettere at huske de grammatiske remser, siger hun.

Musik øger evnen til at lære sprog

Hun forklarer, at børn, der har lyttet meget til musik, sandsynligvis har lettere ved at lære sprog, fordi musikkens rytme taler til den venstre hjernehalvdel, hvorimod den højre hjernehalvdel opfatter melodiforløb, der kræver musikalsk hukommelse:

Læs også: Styrk dit barns sprog

- Når vi lytter til musik, samarbejder de to hjernehalvdele, og jo mere vi bruger dem, jo mere stimuleret bliver vi, fortæller musikpædagogen.

Musik udvikler sociale kompetencer

Sven-Erik Holgersen, lektor og forsker på Danmarks pædagogiske Universitet, understreger ligeledes, at musik er en vigtig del af børns hverdag, fordi den inviterer barnet til at involvere sig og forstå toner og stemninger.

Læs også: 7 tips til at hjælpe dit generte barn

- Der kan være en række positive punkter ved aktivt at beskæftige sig med musik, fordi man derved kommer i kontakt med mange sider af sig selv, siger han, og forklarer, at aktiv involvering gennem musik også kan støtte udvikling af sociale kompetencer.

Syng med din baby

Derfor er det bare om at få børnene med ind i musikkens verden. Selvom de mindste ikke kan udtrykke sig verbalt i starten, kan de sagtens deltage ved at lytte, bevæge sig, imitere samt mærke stemninger og rytmer.

Læs også: Sådan giver du dit barn en god barndom

Anne-Marie Hassing fortæller i den forbindelse, at hun gennem sit arbejde som musikpædagog har bemærket, hvordan selv de mindste børn lader sig rive med af musik. Og hun kan se, at selvom de ikke lige kan forstå ordene, så skaber musikken en slags ro i dem, mens klangfladerne og instrumenterne omvendt får børnenes fantasi til at slippe sig løs.

Man tør mere, når musikken spiller

Samtidig giver musik og sang en fællesskabsfølelse, der gør, at man tør noget andet og mere, end hvis man er sammen under mere formelle omstændigheder.

Læs også: Støt dit barn til selvværd

Derfor er det bare om at introducere barnet for en masse forskellige genrer, forklarer Sven-Erik Holgersen, som understreger, at forældrenes holdning til musik også her spiller ind:

- Hvis forældrene selv er glade for musik, er der stor sandsynlighed for, at børnene også bliver det. Det gælder derfor om at vise glæden for musikken og introducere børn for mange forskellige genrer. På den måde vil børnene selv ret hurtigt begynde at forholde sig til, hvilken slags musik de selv kan lide, og den musik, de måske bryder sig mindre om, siger han.

Læs også: Så meget betyder musik for dit barns udvikling - del 2

7 øvelser der styrker babys motorik:

7 øvelser der styrker babys motorik