Familieliv

20 symptomer på fødselsdepression

De fleste nybagte mødre oplever, at fødslen bliver fulgt af en tudetur. For størstedelen går tudeturen over, men for hver tiende kan det ende i en fødselsdepression.

20 symptomer på fødselsdepression

1.Tristhed

2.Nedtrykthed og tomhed

3.Ængstelighed

4.Angst for at komme til at skade barnet eller sig selv, for andre mennesker eller for at miste kontrollen

5.Øget sårbarhed og gråd

6.Nedsat lyst

7.Passivitet og ligegyldighed

8.Tænke- og koncentrationsbesvær

9.Svær træthed

10.Søvnløshed (på trods af træthed)

11.Søvnforstyrrelser

12.Nedsat selvtillid

13.Følelse af utilstrækkelighed

14.Følelse af uvirkelighed

15.Selvbebrejdelse

16.Skyldfølelse

17.Tanker om ikke at have lyst til at være til

18.Tanker om selvmord

19.Svær indre uro

20.Betydelige ændringer i vægt eller appetit

Hver tiende danske kvinde oplever at få en fødselsdepression. Det svarer til, at ca. 5.000 kvinder hvert år rammes i større eller mindre udstrækning.

En fødselsdepression har ikke sin egen diagnose, men kan give koncentrationsbesvær, store op- og nedture, stress og søvnbesvær.

Oftest rammer depressioner, når der sker store omvæltninger i livet, som efterlader en meget sårbar. Det kan også være at få en baby.

Hvad er normalt?

Tudeture er nærmest en naturlov for en hormonhærget kvindekrop. Det ved de fleste kvinder. Men vær dog særligt opmærksom hvis:

* Dine tudeture varer i flere dage

* Du ikke kan koncentrere dig

* Du ikke kan sove om natten

* Du glemmer dagligdags ting

* Du ikke kan tage en beslutning

Alle disse symptomer er helt normale. Det er længden, der er afgørende. Her er en-uges reglen en god tommelfingerregel: Har du for eksempel ikke kunnet sove i mere end en uge, skal du tage det alvorligt.

Fortæl sandheden

Det allervigtigste råd fra psykolog Lise Gullestrup er:

- Lad være at tro på, det bare går over af sig selv. Fortæl din læge og din sundhedsplejerske, hvordan du egentlig har det, og ikke hvordan du synes, de skal se, du har det.

Her kan du få hjælp

Der er meget stor forskel på, hvad de enkelte kommuner og regioner tilbyder af hjælp. Er din tudetur ved at komme ud af kontrol, skal du i første omgang gå til din egen læge eller jordemoder.

Her kan du blive sendt videre til for eksempel et tværfagligt team af psykologer, socialrådgivere, sundhedsplejersker og pædagoger eller til et andet tilbud alt efter, hvilken kommune du bor i.