flæskesteg - nem opskrift
Mad

Perfekt flæskesteg med knasende svær

10. februar 2022
Af: af Camilla Zarah Lawes og Mia Qvist Scheelsbeck, Newsdesk
Foto: Columbus leth
Flæskesteg hører julen til - og helst med sukkerbrunede kartofler og hjemmelavet rødkål

DET SKAL DU BRUGE

  • 1600 g kamsteg med ben og svær
  • 3 spsk. groft salt
  • 4 hele nelliker, let knuste
  • 2 kviste rosmarin, hakkede

SKYSAUCE

  • 1 spsk. madolie
  • 20 knuste enebær
  • 4 knuste nelliker
  • 1 spsk. sukker
  • 1 kvist timian
  • 2 skalotteløg i skiver
  • salt og friskkværnet peber

ENDVIDERE

  • 2½ dl rødvin
  • 1½ dl andefond
  • 1 dl brun fond
  • stegesky fra stegen

Sådan laver du hjemmelavet flæskesteg

  1. Læg din flæskesteg med sværen nedad i en bradepande. Hæld koldt vand på, så det dækker 1/3 af stegen. Steg den i 20 minutter i en forvarmet ovn ved 220°.
  2. Tag din flæskesteg ud, vend den om, og krydr sværen med blandingen af nelliker og rosmarin, salt og peber. Steg din flæskesteg færdig midt i ovnen i ca. 1 time. Hæld lidt vand over stegen efter 20 minutter, og gentag med jævne mellemrum.
  3. Tag stegen ud, og lad den hvile i 15 minutter, inden den skæres.
  4. Sauce til hjemmelavet flæskesteg: Rist krydderierne i den varme olie, hæld rødvin på, og kog ned til 1/3.
  5. Tilsæt andefond og brun fond, kog op, og reducér til 1/3. Si saucen, tilsæt lidt af stegeskyen fra stegen, varm igennem, og smag til med sukker, salt og peber.
  6. Servér enebærskyen til en lækker hjemmelavet flæskesteg sammen med alt tilbehøret.

SPIS BEDRE har en af de mest populære opskrifter på flæskesteg med garanti på sprøde svær. Find den her: Tips til flæskesteg

Knasende og sprød svær på din flæskesteg - sådan gør du

Det kan blive en svær skuffelse for gæsterne, hvis du serverer en blød og slatten svær til flæskestegen juleaften. Men der er en række gode råd, du kan forsøge at følge, så du får helt sprøde flæskesvær, skriver Idényt.

  • Hæld lidt citronsaft over sværen, når der kun er en times stegetid tilbage. Det affedter og gør den sprød.
  • Gnid sværen med lidt eddike inden stegningen.
  • Er det en lys og smidig svær, skal du ikke gøre mere ved den. Men er den hård og gullig, skal den koges først. Læg stegen på hovedet i den første del af stegetiden. Det giver en sprød og boblende svær.
  • Er det svært at få salt ned i ridserne i sværen, så sæt flæskestegen i ovnen og lad den stege lidt. Så er ridserne mere tydelige, og saltes kan let drysses over.
  • Hæld en kop øl over stegen, når der en times stegetid tilbage. Det giver en sprød svær, og gør i øvrigt stegeskyen ekstra lækker.

Meyers og Prices råd til sprøde svær

Idényt har også fået to kendte kokke til at give deres bedste tips til den sprøde svær videre.

Claus Meyer, kogebogsforfatter og iværksætter: Det er vigtigt at tjekke, at sværen på stegen er ridset dybt nok igennem. Den skal ridses smalt (en halv cm) og helt ned til kødet. Du skal sørge for at få godt med salt ned i ridserne og være opmærksom på, at sværen skal ligge vandret under hele stegningen. Det kan du sikre ved at placere stanniol eller kartoffelstykker under den lave side af stegen. Brug et stegetermometer til flæskestegen. Når den er nået op på 65 grader, er stegen færdig. Vil du have boblende svær, skal du have ovnens temperatur op på 225-250 grader.

James Price, kogebogsforfatter og tv-kok: Vær sikker på, at der er et godt fedtlag på flæskestegen fra slagteren, så sværen bliver sprød. Gå alle ridser igennem og vær sikker på, at de er skåret næsten ned til kødet. Gnid godt med salt i og vær ikke fedtet med det. Saltet trækker nemlig vandet ud af fedtet, og gør sværen lækker og sprød. Steg flæskestegen i en ovn ved 200 grader og giv sværen en ekstra omgang på grill, hvis den ikke er sprød nok.

Prøv også:

Sprøde svær og perfekt mørt kød er noget af det, der gør en flæskestegssandwich til en absolut favorit. Vores søstersite, SPIS BEDRE, har en af de mest populære opskrifter på flæskestegssandwich - måske den mest populære 'dagen derpå'-ret. Se opskriften her: Flæskestegssandwich.

Læs mere om:

Læs også