Spinatlasagne med røget laks
Hovedretter

Spinatlasagne med røget laks

Lasagne med røget laks, spinat og ricotta-fløde-sauce sender dig i himlen ved første bid. Her får du opskriften på spinatlasagne med røget laks

Forberedelsestid: 35 min
Tilberedelsestid: 40 min
Tid i alt: 1 t og 15 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

300 g røget laks i skiver
2 friske mozzarellakugler, i alt 250 g
1 pakke lasagneplader

RICOTTASAUCE

1 løg
2 fed hvidløg
olivenolie til stegning
500 g frisk spinat
250 g ricotta
1 dl piskefløde
skal og saft af ½ usprøjtet citron
friskrevet muskatnød
salt og friskkværnet peber

TIL SERVERING

1 bakke blandet salat
2 spsk. olivenolie
1 spsk. citronsaft
salt og friskkværnet peber

Opskrift - sådan laver du spinatlasagne med røget laks 

1. RICOTTASAUCE: Tænd ovnen på 175°. Pil og hak løg og hvidløg. Svits dem i olie i en gryde. Skyl spinaten, og lad den stege med i gryden, lidt ad gangen. Tilsæt gradvist mere spinat, efterhånden som bladene falder sammen. Tilsæt ricotta, fløde, citronsaft og fintrevet citronskal, og rør rundt, til du får en cremet sauce. Smag til med muskatnød, salt og peber.
 
2. Fordel ¼ af ricottasaucen i bunden af et smurt ovnfad. Læg lasagneplader over, og top med endnu ¼ af saucen. Fordel dernæst halvdelen af den røgede laks oven på saucen, og top med lasagneplad-
er. Gentag med sauce og røget laks, og slut af med lasagneplader og sauce. Top overfladen med mozzarella revet i mindre stykker, og dæk så fadet til med alufolie. Sæt fadet i ovnen i 30 minutter. Tag alufolien af, og bag lasagnen færdig i yderligere 10 minutter, så osten bliver gylden.
 
3. SERVERING: Skyl og afdryp salaten, og fordel den på et fad. Dryp med olie og citronsaft, og krydr let med salt og peber. Servér salaten til lakselasagnen.
 

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Indiske kyllingespyd med grøntsagspakora – Få opskriften her

Tirsdag: Måltidssalat med vandmelon og ristet feta – Få opskriften her

Torsdag: Minestronesuppe med gnocchi og bacon – Få opskriften her

Fredag: Nudelwok med sesammarineret bøf – Få opskriften her

 

 

 

Læs mere om: