sliders
Hovedretter

Sliders med kyllingebøf, glaserede forårsløg og hvidløgsmayo

Sprøde kyllingebøffer i kærligt favntag med hjemmebagte briocheboller og masser af hvidløgsmayo. Mums! Her får du opskriften på små lækre sliders med kyllingebøf, glaserede forårsløg og hvidløgsmayo

Tid i alt: 2 t og 30 min
Antal personer: 8

DET SKAL DU BRUGE

400 g hakket kyllingekød
1 skalotteløg
2 spsk. hvedemel
1 æg
1 tsk. paprika
1½ tsk. salt
1½ dl rasp
olie til stegning

SMÅ BRIOCHEBOLLER

20 g gær
300 g lunt vand
2 æg
500 g hvedemel
evt. 1 spsk. brændt maltmel
150 g smør
1½ tsk. salt

GLASEREDE FORÅRSLØG

16 forårsløg
olie til stegning
1 spsk. honning
1 dl sherryeddike
salt og friskkværnet peber

HVIDLØGSMAYO

2 fed hvidløg
1 knsp. salt
1 æggeblomme
1 tsk. sherryeddike
1½ dl rapsolie

TIL SERVERING

4 grillede peberfrugter fra glas

Sliders med kyllingebøf, glaserede forårsløg og hvidløgsmayo

1. SMÅ BRIOCHEBOLLER: Opløs gæren i vandet i en stor skål, og tilsæt æggene. Bland hvedemel og evt. maltmel (maltmelet giver farve og smag), og rør det i gærblandingen lidt efter lidt. Ælt dejen i ca. 5 minutter, til den er glat. Tilsæt smør skåret i tern og salt, og ælt, til det er indarbejdet i dejen. Lad dejen hæve tildækket i 1 time ved stuetemperatur.

2. Form dejen til ca. 16 boller, og lad dem efterhæve i 30 minutter (drys evt. med lidt mere maltmel). Bag dem i 12-15 minutter i en 200° varm ovn.
 
3. Pil og hak løget. Rør kyllingekød sammen med løg, mel, æg, paprika og salt. Lad det trække i ca. 15 minutter på køl. Form farsen til små bøffer, og vend dem i rasp. Steg dem i olie på en pande i ca. 5 minutter på hver side.
 
4. GLASEREDE FORÅRSLØG: Rens forårsløg, og skær den yderste top og bund af. Steg forårsløgene i lidt olie på en pande, til de falder sammen. Tilsæt honning, eddike, salt og peber, og lad det koge ind, til løgene er let glaserede.
 
5. HVIDLØGSMAYO: Pil hvidløg, og knus dem i en morter sammen med salt. Tilsæt æggeblomme og eddike. Arbejd det godt sammen, og tilsæt olien i en tynd stråle, mens der stødes. Fortsæt, til konsistensen er som tyk mayonnaise.
 
6. SERVERING: Rens peberfrugter, og skær dem i tynde skiver. Flæk de lune boller, og smør dem med hvidløgsmayo. Fyld dem med peberfrugt, kyllingebøffer og glaserede forårsløg.
 
TIP: Der bliver 16 boller af portionen, men du skal kun bruge 8, så frys gerne halvdelen ned.