Hovedretter

Ossobuco med gremolata

Ossobuco er rigtig weekendmad. Nyd duften, der breder sig, mens ossobucoen tilbereder sig selv i gryden. Servér en salat til i stedet for kartoffelmos, hvis du ønsker en lettere ret.

Ossobuco med gremolata til 4 personer

Ossobuco er perfekt som weekendmad, hvor der er god tid til maden.

DET SKAL DU BRUGE TIL OSSOBUCO

4 skiver kalve- eller okseskank (ca. 1 kg)
2 spsk. olivenolie til stegning
salt og friskkværnet peber
3 gulerødder
4 løg
3 stilke bladselleri
4 fed hvidløg
3 spsk. hvedemel
2 dl rødvin
1 dåse hakkede tomater
1 lille dåse konc. tomatpuré
2 dl vand (eller bouillon)
3 laurbærblade
5 kviste timian
 
GREMOLATA
1 bundt bredbladet 
persille
3 fed hvidløg
skal af 1 usprøjtet citron
25 g parmesanost
 
KARTOFFELMOS
1½ kg kartofler
ca. 4 dl mælk
salt og friskkværnet peber
muskatnød
 

Opskrift - sådan laver du ossobuco med gremolata

 
1. Ossobuco: Skær et lille snit i de tykke sener omkring kødskiverne, så de ikke krøller sammen under tilberedningen, og brun kødet på begge sider i 1 spsk. olie i en stor stegegryde. Pres kødet ned med en grydeske, mens det steger, så det bliver jævnt brunt. Læg kødet på en tallerken, og krydr med salt og peber. Skær klargjorte gulerødder, løg og bladselleri i små tern. Pil hvidløgsfed, og hak dem fint. Svits grøntsager og hvidløg i 1 spsk. olie i gryden i 4-5 minutter. Læg kødet tilbage i gryden. Drys kødet med mel, og vend det godt rundt. Tilsæt rødvin, tomater fra dåse, tomatpuré, vand eller bouillon, laurbærblade, timian, salt og peber. Lad det hele simre svagt i gryden under låg i 2½ time, til kødet er meget mørt.
 
2. Gremolata: Skyl persillen, og hak den sammen med hvidløg. Bland persille og hvidløg med fintrevet citronskal og friskrevet parmesan.
 
3. Kartoffelmos: Skræl kartoflerne, og kog dem møre i vand uden salt. Mos kartoflerne til den ønskede konsistens. Varm mælken op, og rør den i mosen, lidt ad gangen. Smag til med salt, peber og lidt friskrevet muskatnød.
 
4. Servering: Smag ossobuco-saucen til med salt og peber; anret gremolataen i en skål, og servér med kartoffelmos.
 
Vild med ossobuco og andre simreretter? Så prøv lammekødboller i spicy sauce