Hovedretter

Mexicansk vegetarburger

Udskift hakkebøffen med en sprød og saftig grøntsagsbøf. Jeg lover dig, du ikke kommer til at savne noget! Her får du opskriften på mexicansk vegetarburger

Mexicansk vegetarburger 

Tid: 30 minutter. Ovntid: 50 minutter 
Antal personer: 4
 
DET SKAL DU BRUGE
400 g søde kartofler
1 dåse kidneybønner
2 fed hvidløg
1 dl finvalsede havregryn
2 tsk. røget paprika
1 tsk. stødt spidskommen
1 tsk. stødt koriander
1 tsk. salt
friskkværnet peber
 
 
TIL SERVERING
4-8 burgerboller
1 bakke blandet salat
2 avocadoer
1 glas salsa
 
 
 

Opskrift - sådan laver du mexicansk vegetarburger

 
1. Tænd ovnen på 200°. Skrub og halvér de søde kartofler, og læg dem med skindsiden opad på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag dem i ovnen i ca. 30 minutter, til de er helt møre. Lad dem køle lidt af. Skrab kødet ud af dem og ned i en stor skål. Hak skrællerne groft, og rør dem i skålen. Dræn og skyl bønnerne, og hæld dem i skålen med søde kartofler. Pil og pres hvidløg, og bland det sammen med bønnerne. Tilsæt havregryn, paprika, spidskommen, koriander, salt og peber, og mos det hele sammen til en fars med en ske. Form farsen til 8 bøffer, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Bag bøfferne i ovnen i 20 minutter ved 200°, til de er sprøde og faste.
 
2. SERVERING: Lun burgerbollerne. Skyl og tør salaten. Flæk avocadoerne, og skær kødet i skiver. Anret det hele på fade sammen med salsa, og lad dine middagsgæster
hver især samle en burger selv.