Laks med hokkaido-kartoffelmos og grov pesto
Hovedretter

Laks med hokkaido-kartoffelmos og grov pesto

Giv laksen et lækkert løft med knasende pesto-drys af ristede mandler, basilikum og parmesan. Her får du opskriften på laks med hokkaido-kartoffelmos og grov pesto

Tid i alt: 30 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

4 laksebøffer
salt og friskkværnet peber
smør og/eller olie til stegning

HOKKAIDO-KARTOFFEL-MOS

500 g kartofler
1 lille hokkaidogræskar
1 l grøntsagsbouillon
2 fed hvidløg
2 spsk. smør
salt og friskkværnet peber

GROV PESTO

50 g mandler
1 bundt basilikum
25 g parmesan

Opskrift - sådan laver du laks med hokkaido-kartoffelmos og grov pesto 

 

1. HOKKAIDO-KARTOFFEL-MOS: Skræl kartofler, og skær dem i små tern. Halvér græskarret, og fjern kernerne. Fjern skallen, og skær græskarkødet i tern. Kog kartoffel- og græskar-tern i bouillon i ca. 15 minutter, til de er helt møre. Si kogevandet fra (gem lidt af det). Pil og pres hvidløg. Mos kartofler og græskar sammen med hvidløg, smør og lidt af kogevandet – brug enten en kartoffelmoser eller en elpisker. Smag til med salt og peber.
 
2. GROV PESTO: Rist mandlerne let på en tør pande, og hak dem groft. Hak basilikum. Høvl parmesan i grove flager med en tyndskræller eller ostehøvl. Bland det hele i en skål.
 
3. Krydr laksebøfferne med salt og peber, og steg dem på begge sider i smør og/eller olie på en pande, til de er gyldne og akkurat gennemstegte. Servér med hokkaido-kartoffel-mos, og drys med grov pesto.