Hovedretter

Kalvecuvette med grøn kartoffelsalat

Denne uges hverdagsopskrifter byder på mad der er perfekt til at spise i det fri. Her får du opskriften på kalvecuvette med grøn kartoffelsalat

Kalvecuvette med grøn kartoffelsalat til 4 personer

Kalvecuvetten er et af de billigere kødstykker, som bliver fint mørt. Smager lige godt varmt og koldt, skåret i ret tynde skiver.
 
INGREDIENSER
1 kalvecuvette (ca. 700 g)
1-2 spsk. olivenolie
skal og saft af 1 usprøjtet citron
1 stor stilk frisk salvie (eller rosmarin)
salt og friskkværnet peber
2 fed hvidløg
 
KARTOFFELSALAT
600-800 g små nye kartofler
1 spsk. hvidvinseddike
1 spsk. dijonsennep
4 spsk. olivenolie
salt og friskkværnet peber
1 bundt grønne asparges
1 bakke spinatblade (125 g)
evt. drys af bredbladet persille
 
TILBEHØR
cherrytomater
 

Opskrift - sådan laver du kalvecuvette med grøn kartoffelsalat

 
1. Brun kødet på alle sider på en pande med 1 spsk. af olien. Læg det i et ovnfast fad. Riv og pres citronen. Hak krydderurten. Hæld citronsaft over kødet. Gnid overfladen med salt og peber, og fordel citronskal, presset hvidløg og krydderurter på toppen. Dryp med resten af olien. Steg kødet i ovnen ved 200° i ca. 40 minutter. Tag det ud, og lad det trække 20 minutter, før det skæres i ret tynde skiver (på skrå fra et hjørne).
 
2. Kartoffelsalat: Skrub kartoflerne. Kog dem i saltet vand 12 minutter. Lad dem stå i vandet 12 minutter. Hæld vandet fra, og køl dem lidt af. Rør eddike, sennep og olie sammen til en dressing, og smag til med salt og peber. Vend dressingen med kartoflerne, og afkøl helt. Bræk enderne af aspargeserne. Flæk aspargeserne, og skær dem i 5 cm lange stykker. Skyl spinat og persille, og hak begge dele groft. Vend alt det grønne i salaten så sent som muligt.
 
3. Smag til med salt og peber. Servér kartoffelsalaten til kødet sammen med små tomater.
 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Små pizzaer med ansjos og oliven - Få opskriften her

Kyllingelår med nudelsalat - Få opskriften her

Rissalat med tun og kapers - Få opskriften her

Lammespyd med grillet grønt - Få opskriften her