Grønne frikadeller med halloumi og rødbedehummus
Hovedretter

Grønne frikadeller med halloumi og rødbedehummus

Halloumi-ost giver de vegetariske frikadeller en fantastisk konsistens, masser af protein og en unik umamismag. Ingen vil savne kødet. Her får du opskriften på grønne frikadeller med halloumi og rødbedehummus

Tid i alt: 35 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

250 g halloumi
1 squash
2 æg
1 dl finvalsede havregryn
salt og friskkværnet peber
smør og/eller olivenolie til stegning

RØDBEDEHUMMUS

200 g rødbeder
2 fed hvidløg
1 dåse kikærter
2 spsk. olivenolie
2 spsk. tahin (sesampasta)
2 tsk. spidskommen
2 spsk. æblecidereddike
salt og friskkværnet peber

TILBEHØR

4 dl havrekerner

TIL SERVERING

½ granatæble
1 bakke blandet salat

Opskrift - sådan laver du grønne frikadeller med halloumi og rødbedehummus 

 

1. RØDBEDEHUMMUS: Skrub rødbederne, og kog dem i 30 minutter, til de er helt møre. Hæld koldt vand over dem, så de køler af. Pil skrællen af rødbederne, og blend dem i en foodprocessor sammen med pillet hvidløg, afdryppede kikærter, olie, tahin og spidskommen. Tilsæt evt. lidt vand undervejs, så hummussen bliver cremet. Smag til med eddike, salt og peber.
 
2. TILBEHØR: Kog havrekerner i letsaltet vand efter anvisningen på pakken.
 
3. Riv halloumi groft på et rivejern. Skyl og riv squash, og klem det meste af væden fra. Rør halloumi, squash, æg, havregryn, salt og peber sammen i en skål. Form små frikadeller af blandingen, og steg dem i smør og/eller olie på en pande, til de er flot gyldne.
 
4. SERVERING. Flæk granatæblet, og pil kernerne ud. Skyl salaten. Servér de grønne frikadeller med rødbedehummus, havrekerner, granatæblekerner og salat.
 
TIP: Havrekerner fås i helsekostbutikker, men kan evt. erstattes med byg eller spelt.
 

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Tirsdag: Butterchicken med naanbrød og raita-dip – Få opskriften her

Onsdag: Naan-pizza med gedeost og bagte rødbeder – Få opskriften her

Torsdag: Laks med hokkaido-kartoffelmos og grov pesto – Få opskriften her

Fredag: Vietnamesisk pho – Få opskriften her