Shakshuka er en nordafrikansk ret, hvor æg traditionelt pocheres i en tomatsauce. Her er tomaterne erstattet med spinat og squash, men smagen er stadig autentisk. Her får du opskriften på grøn shakshuka
4 personer
Tid i alt 25 min
DET SKAL DU BRUGE
2 løg
2 fed hvidløg
2 squash
1 spsk. olivenolie til stegning
½ spsk. røget paprika
½ spsk. stødt spidskommen
salt og friskkværnet peber
1 håndfuld frisk koriander
500 g spinat, frisk eller optøet fra frost
200 g ærter, friske eller optøede fra frost
4-8 æg, str. M/L
TIL SERVERING
50 g feta
1 håndfuld korianderblade
groft brød
Grøn shakshuka
Pil løg og hvidløg, og hak dem fint. Skyl squash, og skær dem i små tern.
Steg løg, hvidløg og squash i olie på en stor pande med låg på. Tilsæt paprika, spidskommen, salt og peber, og steg videre, indtil grøntsagerne begynder at tage farve.
Skær korianderbladene fra stilkene – hak stilkene fint, og gem bladene til servering. Tilsæt stilkene, og vend rundt. Skyl spinaten, og vend den i retten lidt efter lidt, efterhånden som den falder sammen.
Tilsæt ærter, og vend rundt. Skub grøntsagsblandingen ud til siderne med en ske, så der dannes et hul i midten. Slå et æg ud i hullet. Gør det samme med de resterende æg, og læg derefter låg på panden.
Lad retten simre i ca. 10 minutter, indtil æggehviderne er faste og blommerne stadig flydende.
Severing: Smuldr feta over panden, drys med korianderblade, og servér straks med groft brød. TIP: Shakshuka serveres ofte med hvedebrød eller pita og nydes direkte fra panden.