Hovedretter

Fiskefrikadeller med søde kartoffelfritter og tomatsalat

I denne uge sætter vi fuld fokus på de sunde rodfrugter. Her får du opskriften på fiskefrikadeller med søde kartoffelfritter og tomatsalat

Fiskefrikadeller med søde kartoffelfritter og tomatsalat til 4 personer

Trods navnet er søde kartofler ikke i familie med almindelige kartofler. Smagen er sød og nøddeagtig, og du får et godt tilskud af A-vitaminer.

INGREDIENSER
400 g lyssej
400 g torsk
200 g røget laks
salt og friskkværnet peber
3 æg
1 spsk. hvedemel
1½ dl piskefløde
smør + olie til stegning
 
SØDE KARTOFFELFRITTER
200 g søde kartofler
olie
salt og friskkværnet peber
 
TOMATSALAT
3 modne bøftomater
1 kugle frisk mozzarella, 150-200 g
3 skalotteløg
frisk basilikum
3-4 spsk. olivenolie
2 spsk. balsamicoeddike
salt og friskkværnet peber
 

Opskrift - sådan laver du fiskefrikadeller med søde kartoffelfritter og tomatsalat

 
1. Søde kartoffelfritter: Skrub kartoflerne, og skær dem i både. Læg dem i et ovnfast fad. Dryp med lidt olie, og drys med salt og peber. Bag dem i ovnen ved 200° i 15-20 minutter, til de er møre.
 
2. Tomatsalat: Skyl tomaterne, og skær dem i skiver. Læg dem på et fad. Skær mozzarella i skiver, og læg dem oven på tomaterne. Pil og hak skalotteløg, og drys dem over tomaterne. Pynt med basilikumblade. Dryp med olie og eddike, og krydr med salt og peber.
 
3- Blend lyssej, torsk og laks med salt og peber i en foodprocessor. Tilsæt æg, mel og fløde, og blend lidt mere. Form farsen til små frikadeller med 2 spiseskeer. Steg dem i smør og olie på en pande i 2-3 minutter på hver side. Servér friskefrikadellerne med søde kartoffelfritter og tomatsalat til.
 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Rødbedesalat med hasselnødder, gedeost og kylling – Få opskriften her

Gulerodsmos med spidskommen og ristet torsk – Få opskriften her

Jordskokkesuppe med ristede østershatte og purløg – Få opskriften her

Rodfrugtsalat med citrusdressing og andebryst – Få opskriften her