Farverig nudel-wok med thai-marineret oksebøf
Mad

Farverig nudel-wok med thai-marineret oksebøf

22. marts 2022
af Emma Martiny
Foto: Nina Malling,skovdalnordic.com
De lækre oksekødsstrimler stjæler hele showet i denne ret. De smager så godt, at jeg nærmest kunne spise dem som slik. Husk at lade kødet marinere i mindst 12 timer. Her får du opskriften på en farverig nudel-wok med thai-marineret oksebøf
4 personer
Tid i alt 30 min

DET SKAL DU BRUGE

  • 500 g skært oksekød i strimler

MARINADE

  • 1 dl sojasauce
  • 1 dl sesamolie (kan erstattes med olivenolie)
  • 1 spsk. kokos- eller rørsukker
  • 3 spsk. sesamfrø
  • 3 fed hvidløg
  • 2-3 cm frisk ingefær

NUDELSALAT

  • 400 g fuldkornsnudler
  • 2 store gulerødder
  • ½ rød spidskål
  • 200 g aspargesbroccoli
  • 3 forårsløg
  • ½ bundt koriander

DRESSING

  • ½ frisk rød chili
  • 2 spsk. sesamolie
  • saft af 1 limefrugt
  • 1 spsk. sojasauce
  • 1 spsk. kokos- eller rørsukker

OBS: Der er en marineringstid på 12-24 timer.

Opskrift - sådan laver du farverig nudel-wok med thai-marineret oksebøf

  1. MARINADE: Læg kødet i en frysepose sammen med sojasauce, sesamolie og kokossukker. Rist sesamfrøene på en tør pande, og lad dem køle af.
  2. Hæld dem i posen sammen med revet hvidløg og revet ingefær. Bind en knude på posen, og massér marinaden ind i kødet. Læg posen i køleskabet i 12-24 timer.
  3. DRESSING: Fjern kernerne fra chilien, og hak den helt fint. Rør den sammen med de øvrige ingredienser til dressingen.
  4. NUDELSALAT: Kog nudlerne efter anvisningen på pakken, og skyl dem i koldt vand, så de ikke klistrer sammen. Vend nudlerne med dressingen i en skål.
  5. Skræl gulerødderne, og skær dem i pinde. Snit spidskålen i tynde bånd.
  6. Skær bunden af aspargesbroccoli, og del dem i mindre stængler. Overhæld dem med kogende vand, og lad det stå et par minutter, inden vandet sies fra.
  7. Vend grøntsagerne sammen med nudlerne. Rens forårsløg, snit dem i skiver. Pluk koriander. Sæt forårsløg og koriander til side.
  8. Opvarm en wok til meget høj varme, og steg oksekødsstrimlerne ad flere omgange, så der ikke kommer for meget væde fra kødet i wokken. Bland oksekødsstrimlerne i nudelsalaten.
  9. Top med forårsløg og koriander, og servér.

Madplaner til hverdagen

Mangler du inspiration til hverdagsmaden? Se vores madplaner, uge for uge: Feminas madplan.

Læs også