Hovedretter

Entrecote med knuste kartofler, stegte bønner og kold bearnaisecreme

Mørt oksekød, lækre kartofler og en cremet dip er den perfekte opskrift på en god middag! Her får du opskriften på entrecote med knuste kartofler, stegte bønner og kold bearnaisecreme.

Tilberedelsestid: 40 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

4 gode entrecoter (oksebøffer)
1 tsk. smør til stegning
2 spsk. olivenolie til stegning
Salt og peber

Knuste kartofler:

1 kg kartofler
1 fed hvidløg
3 spsk. Olivenolie
Salt og peber
1 håndfuld kruspersille
1 håndfuld frisk estragon

Bearnaisecreme:

1 bananskalotteløg
1 håndfuld frisk estragon
250 g cremefraiche 18 %
1 tsk. Dijonsennep
1½ tsk. Hvidvinseddike
Salt og peber

Stegte bønner:

400 g grønne bønner fra frost
2 spsk. olivenolie til stegning
Salt og peber

Opskrift – sådan laver du entrecote med knuste kartofler, stegte bønner og kold bearnaisecreme

Knuste kartofler:
Skrub kartoflerne, og kog dem møre i en gryde med letsaltet vand i ca. 10 minutter. Hæld vandet fra, og lad kartoflerne dampe lidt af. Tænd ovnen på 225°, og fordel kartoflerne i en bradepande. Giv kartoflerne et tryk med en gaffel, så de bliver let knuste, men uden at de går helt fra hinanden. Pres hvidløget, og rør det sammen med olien. Dryp hvidløgsolie på kartoflerne, krydr med salt og peber, og drys med finthakket persille og estragon. Steg dem i ovnen i 20 minutter, til de er gyldne og sprøde.

Bearnaisecreme:
Pil skalotteløget, og hak det fint. Hak estragon fint. Rør cremefraiche, dijonsennep, hvidvinseddike, skalotteløg og estragon sammen, og smag til med salt og peber. Lad bearnaisecremen trække på køl indtil servering.

Stegte bønner:
Tag bønnerne ud af fryseren. Steg de frosne bønner i olie på en pande i ca. 10 minutter ved høj varme, til de er gennemstegte og har taget lidt farve. Krydr med salt og peber.

Steg bøfferne i smør og olie på en pande ved høj varme i 3-4 minutter på hver side, afhængig af hvor røde de skal være. Krydr med salt og peber. Servér bøfferne med knuste kartofler, stegte bønner og bearnaisecreme.

 

Få indkøbslisten til hele ugen her

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Bagt tomatsuppe med frisk timian og brødcroutoner – få opskriften her

Tirsdag: Spicy kylling med ris, gulerødder og lynstegt spinat – få opskriften her

Onsdag: Broccolitærte med porrer, bacon og estragon – få opskriften her

Torsdag: Ristet rugbrød med spinat, røget laks og spejlæg – få opskriften her