rødspætte
Hovedretter

Dampet rødspætte med sød kartoffelmos og hvidvinssauce

Den delikate dampede fisk smager herligt i selskab med sød mos og knasende saltede mandler. Her får du opskriften på dampet rødspætte med sød kartoffelmos og hvidvinssauce

Forberedelsestid: 35 min
Tilberedelsestid: 20 min
Tid i alt: 55 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

4 rødspættefileter
1 håndfuld blandede urter, f.eks. persille, dild og purløg
salt og friskkværnet peber
2 dl hvidvin
1 dl piskefløde

SØD KARTOFFELMOS

1 kg søde kartofler
1 l grøntsagsbouillon
1 fed hvidløg
2 spsk. smør
salt og friskkværnet peber

SALTEDE MANDLER

100 g mandler
½ spsk. groft salt
1 dl vand

TIL SERVERING

50 g feldsalat
blandede krydderurter, f.eks. persille, dild og purløg

Opskrift - sådan laver du dampet rødspætte med sød kartoffelmos og hvidvinssauce 

 

1. SØD KARTOFFELMOS: Skræl de søde kartofler, og skær dem i små tern. Kog dem i bouillon i ca. 15 minutter, til de er helt møre; si kogevandet fra, men gem en smule af det. Pil og pres hvidløget. Mos de søde kartofler sammen med presset hvidløg, smør og en smule kogevand med enten en kartoffelmoser eller en elpisker. Smag til med salt og peber.
 
2. SALTEDE MANDLER: Tænd ovnen på 175° varmluft. Bland mandler, salt og vand på en pande, og bring vandet i kog. Vend rundt, indtil vandet fordamper, og saltet samler sig i bunden af panden. Fordel mandlerne på en bageplade beklædt med bagepapir, og rist dem i ovnen i ca. 10 minutter, indtil de er gyldne og tørre. Hak dem groft.
 
3. Skyl og hak krydderurterne fint. Drys krydderurter, salt og peber over rødspættefileterne. Rul dem sammen, og læg dem i et ovnfast fad. Hæld hvidvin og fløde i bunden af fadet. Sæt det i ovnen i ca. 10 minutter, eller til fisken er færdig. Smag hvidvinssaucen til med salt og peber.
 
4. SERVERING: Skyl salaten, og hak krydderurterne. Anret de dampede rødspættefileter på en bund af salat og sød kartoffelmos. Top dem med saltede mandler, finthakkede krydderurter, og servér med hvidvinssauce.
 

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Tirsdag: Gyros-kyllingewraps – Få opskriften her

Onsdag: Fladbrøds-pizza med asparges og mozzarella – Få opskriften her

Torsdag: Cannelloni al forno med ristet squashsalat – Få opskriften her

Fredag: Bøf med nye kartofler og rabarbersalat – Få opskriften her