Hovedretter

Blomkålssalat med pocheret laks og rugbrødscroutoner

Det er nemmere at lave pocheret laks, end du tror! Med denne opskrift bliver fisken perfekt saftig, uden at det kræver en stor indsats. Her får du opskriften på blomkålssalat med pocheret laks og rugbrødscroutoner.

Tilberedelsestid: 45 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

1 blomkål
1 rødløg
1 håndfuld frisk dild
1 håndfuld purløg
1 håndfuld bredbladet persille
65 g kapers

Pocheret laks:

4 ferske laksefileter
2 l vand
1 dl eddike
1 løg
1 laurbærblad
1 spsk. Salt
10 hele peberkorn

Dressing:

2 dl cremefraiche 18 %
2 tsk. Honning
1 spsk. Dijonsennep
Salt og peber

Rugbrødscroutoner:

4 skiver rugbrød
1 spsk. Olivenolie
Salt

Opskrift – sådan laver du blomkålssalat med pocheret laks og rugbrødscroutoner

Pocheret laks:
Fjern evt. skæl og skind fra laksen. Hæld vand, eddike, grove stykker løg, laurbærblad, salt og peberkorn i en gryde med en bund så stor, at laksen kan ligge i ét lag i bunden. Bring gryden i kog, og lad kogelagen simre i 5 minutter. Læg laksestykkerne i gryden, og læg låg på. Lad dem simre i 5 minutter. Tag gryden af varmen, og tag låget af. Lad gryden stå i 10 minutter, inden den pocherede laks forsigtigt fjernes fra kogelagen. Lad den pocherede laks køle af.

Fjern bladene fra blomkålen, og skyl den. Del blomkålen i mindre buketter, og kog dem i saltet vand i 3 minutter, til de er akkurat møre, men stadig har bid. Skyl de kogte blomkålsbuketter i iskoldt vand, så de køler af. Pil rødløget, og skær det i tynde skiver. Skyl og hak dild, purløg og persille. Rør ingredienserne til dressingen sammen, og smag til. Vend dressing, rødløg, krydderurter og kapers sammen med blomkålen, og stil salaten på køl indtil servering.

Rugbrødscroutoner:
Tænd ovnen på 200°. Skær rugbrødet i tern, og fordel det på en bageplade beklædt med bagepapir. Vend ternene i olie, og drys med salt. Bag croutonerne i ovnen i ca. 10 minutter, indtil de er knasende sprøde.

Servering:
Anret blomkålssalaten på et serveringsfad, og fordel den pocherede laks over. Top med rugbrødscroutoner og evt. frisk dild, og servér.

 

Få indkøbslisten til hele ugen her

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Quinoatærte med spinatfyld – få opskriften her

Tirsdag: Karrysuppe med gulerødder og kyllingekødboller – få opskriften her

Onsdag: Empanadas med oksekød og guacamole – få opskriften her

Torsdag: Thailandske rejefrikadeller med agurkesalat – få opskriften her