Hovedretter

Æggekage med røget laks, nye kartofler og spinat

Madplan for uge 24: Ugens tirsdagsopskrift er æggekage med røget laks, nye kartofler og spinat. Få opskriften her

Forberedelsestid: 30 min
Tilberedelsestid: 12 min
Tid i alt: 42 min
Antal personer: 4

DET SKAL DU BRUGE

200 g nye kartofler
6 æg
6 spsk. mælk
100 g frisk babyspinat
200 g røget laks i skiver
salt og friskkværnet peber
1 spsk. olivenolie til stegning

RUGBRØDSCHIPS

4 skiver rugbrød
olie
salt

SALAT

1 frisésalat
8 cm agurk
12 daddeltomater

DRESSING

4 spsk. olivenolie
2 spsk. hvid balsamicoeddike
salt og friskkværnet peber

TIL SERVERING

purløg

Opskrift - sådan laver du æggekage med røget laks, nye kartofler og spinat

Brug gerne en rest kogte kartofler fra dagen før. Har du ikke en pande, som kan sættes i ovnen, kan du stege æggekagen færdig på komfuret ved lav varme.
 
1. Kog kartoflerne i letsaltet vand i 12-15 minutter, og skær dem i halve. Tænd ovnen på 175° varmluft. Pisk æg og mælk sammen. Skyl spinaten, og blanchér den i kogende letsaltet vand i 1 minut. Lad spinaten køle af, klem væden fra, og skær spinaten i mindre stykker. Skær laksen i mindre stykker. Vend laks, kartofler og spinat i æggeblandingen, og krydr med salt og peber. Find en pande frem, som også kan gå i ovnen, og varm panden op med olie.
 
2. Hæld æggemassen på panden, skru ned for varmen, og lad æggemassen sætte sig. Bag æggekagen færdig i ovnen i 12 minutter.
 
3. Rugbrødschips: Skær rugbrødsskiverne i kvarter, og læg dem på en bageplade beklædt med bagepapir. Dryp med lidt olie, drys med salt, og bag dem sprøde i ovnen sammen med æggekagen, det tager ca. 6 minutter.
 
4. Salat: Skyl grøntsager. Pluk salat. Skær agurk i tynde stave. Skær tomater i halve.
 
5. Dressing: Bland olie, eddike, salt og peber, og vend det i salaten.
 
6. Servér æggekagen med et drys klippet purløg og salat og rugbrødschips som tilbehør.