Hjemmelavede grissini med ricotta-spinat-dip
Mad

Grissini med ricotta-spinat-dip

14. februar 2022
af Louisa Lorang
Foto: Anders Schønnemann
Brug grissinier som en lille snack eller som en appetizer. Servér den dejlige dip til – eller brug dippen til grøntsagsstænger eller begge dele
25 stk

Det skal du bruge

  • 150 g durumhvede
  • 80 g fuldkornshvedemel
  • 25 g gær
  • ½ dl lunet vand
  • ½ dl olivenolie
  • 1 tsk. salt
  • 1 dl koldt vand
  • durumhvede til at rulle grissinierne i

Ricotta-spinat-dip

  • 2 fed hvidløg i tynde skiver
  • olivenolie
  • 200 g babyspinat
  • salt
  • 250 g ricotta
  • 2-3 spsk. super god olivenolie

Sådan laver du hjemmelavede grissini

  1. Hæld begge slags mel i en foodprocessor.
  2. Opløs gæren i det lunkne vand, og hæld det i melet.
  3. Blend med olie, salt og vand, til dejen samler sig (eller gør det hele med hånden i en stor skål). Mærk om dejen skal have mere mel eller vand.
  4. Rul dejen til små, ca. 15 cm lange pølser, og tril dem i lidt ekstra mel.
  5. Bag dem ved 230° i 12-15 minutter. De skal blive helt tørre.
  6. Lad grissinierne køle af inden servering - helst på en rist.
  7. Ricotta-spinat-dip: Sautér hvidløget i lidt olie på en varm pande.
  8. Kom spinaten på, og lad den falde sammen. Krydr med salt, kom spinaten i en si, og lad den dryppe af.
  9. Rør ricottaen med olivenolien, til den er glat - brug evt. en elpisker.
  10. Hak spinaten fint, og bland den i ricottaen. Smag til med salt, og lad dippen køle af.
  11. Servér grissinierne med ricotta-spinat-dippen.

Inspiration til opskriften

Historien om grissini

Grissini er populære over hele verden, og serveres ofte som en snack eller forret. De kommer fra Italien, og er bedre kendt som "de italienske brødpinde". Faktisk blev grissini betragtet som et symbol på held og lykke i det gamle Italien. Derfor var det en tradition for nygifte par at bryde en grissini i to i håbet om et langt og lykkeligt ægteskab.

3 tips til dine hjemmelavede grissiner

  1. Når du arbejder med mel, er der stor forskel på, hvor meget vand melet suger. Prøv dig frem. Her skal konsistensen af dejen være glat, smidig og ikke for våd. Grissinierne skal være nemme at rulle - så tilsæt melet lidt ad gangen, og fornem, hvad der passer.
  2. Grissinierne kan laves et par dage før brug. Sørg for, at de er helt afkølede, inden de pakkes i kagedåse eller lignende. Er de blevet lidt bløde, når de skal bruges, kan de sættes i ovnen et par minutter, så bliver de sprøde igen.
  3. Har du rester af dippen, kan du bruge sagtens bruge den som sandwichfyld.

Andre dips til dine grissini

Læs også