Løgsuppe med croutoner og ost
Mad

Fransk løgsuppe med brødcroutoner og ost

31. marts 2021
af Emma Martiny
Foto: Nina Malling
Løgsuppe spiser vi alt for sjældent! Servér gerne en sprød grøn salat til. Her får du opskriften på fransk løgsuppe med brødcroutoner og ost.
4 personer

DET SKAL DU BRUGE

  • 1 kg løg
  • 2 fed hvidløg
  • 1 spsk. smør til stegning
  • salt og friskkværnet peber
  • 2 spsk. hvedemel
  • 2 dl hvidvin
  • 1 l oksebouillon
  • 2 laurbærblade
  • 1 bundt timian

TOPPING

  • 4-8 skiver daggammelt surdejshvedebrød
  • 200 g gruyere eller emmentaler
  • 1 håndfuld frisk timian

Opskrift - sådan laver du fransk løgsuppe med brødcroutoner og ost

  1. Tænd ovnen på 200°.
  2. Pil løgene, og skær dem i smalle både. Pil og pres hvidløg. Steg løg og hvidløg i smør i en stor gryde i 25-30 minutter, indtil de bliver flot gyldne. Vend rundt i løgene løbende, så de ikke bliver mørke.
  3. Tilsæt salt, peber og mel, og vend rundt.
  4. Tilsæt hvidvin, bouillon, laurbærblade og timianblade.
  5. Bring suppen i kog, og lad den simre i 20 minutter, inden den smages til.
  6. Topping: Skær brødet i skiver, og rist dem sprøde i ovnen i ca. 10 minutter.
  7. Hæld suppen i ovnfaste portionsskåle, og top med ristet brød og revet ost.
  8. Sæt skålene i ovnen i ca. 10 minutter, indtil osten er smeltet. Servér straks.

TIP: Udskift hvedebrød med rugbrød, hvis du vil have flere fibre indenbords.

Madplaner til hverdagen

Mangler du inspiration til hverdagsmaden? Se vores madplaner, uge for uge: Feminas madplan.

Læs også