vafler
Desserter

Vafler af chokolade med choko-karamel-sauce

af Camilla Zarah Lawes 22. marts 2022
Foto: Lars Ranek
Vild med vafler? Det er jeg, og så er det også altid et stort hit hos alle børn. Dejen er let tyk og skal fordeles i vaffeljernet. Servér de varme vafler med is og rigelig chokolade-karamel-sauce over
20 stk

Det skal du bruge

  • 250 g hvedemel
  • ½ tsk. salt
  • 1 knsp. bagepulver
  • korn af 1 vaniljestang
  • 50 g smeltet mørk chokolade (gerne Caraibe 66 %)
  • 2½ dl økologisk sødmælk
  • 4 æg
  • 1 spsk. sukker

Endvidere

  • 25 g smeltet smør (gem halvdelen til at smøre vaffeljernet med)

Lys choko-karamel sauce:

  • 300 g sirup
  • 1½ dl piskefløde
  • 100 g lys chokolade

Tilbehør

  • Vaniljeis

Sådan gør du:

Bland mel, salt, bagepulver og vaniljekorn sammen, og rør mælken i, til du har en klistret masse. Smelt chokoladen - se TIP side 133. Kom den smeltede chokolade i dejen, og rør godt. Tilsæt æggene, ét ad gangen, og rør godt; krydr med sukker. Lad dejen til dine vafler hvile i køleskabet i ca. 30 minutter. Rør dejen igennem, og vend smørret i, dejen skal være let tyktflydende. Brug et varmt vaffeljern smurt med smør til at bage dine vafler. Varm siruppen i en sauterepande, til den er 110°. Kom fløden i en lille kasserolle, og bring den i kog. Rør den varme fløde i siruppen, og lad det småkoge. Hak chokoladen fint, og smelt den over vandbad. Kom den smeltede chokolade over i en stor skål. Hæld ¹⁄3 af den varme væde over, og rør godt med en fast dejskraber og i små energiske cirkler fra midten og ud, så du får en fin, skinnende og elastisk masse. Gentag dette, til du ikke har mere væde. Stil til side, mens du bager dine vafler. Servér straks de lune vafler med chokolade-karamel-sauce.

Prøv også: Vafler med bærkompot og bærskum