Pavlova med citrusfrugter i vaniljesirup
Tid: 30 minutter. Bagetid: 1 time + afkøling
Antal: 8 kager
DET SKAL DU BRUGE
150 g æggehvider
220 g rørsukker
1 tsk. lys lagereddike
CITRUSFRUGTER I VANILJESIRUP
½ vaniljestang
2 dl vand
4 spsk. rørsukker
2 appelsiner
2 røde grapefrugter
TIL SERVERING:
2 dl piskefløde
50 g usaltede pistacienødder
PRØV OGSÅ: Pavlova med hvid chokoladecreme og granatæble
Opskrift - sådan laver du pavlova med citrusfrugter i vaniljesirup
1. Tænd ovnen på 150°. Pisk æggeviderne, til de er akkurat stive. Tilsæt sukkeret, 1 spsk. ad gangen med 30 sekunders mellemrum. Pisk videre i 6 minutter. Tilsæt eddike, og pisk igen i 2 minutter.
Fordel massen med en spiseske i 8 lige store portioner på en bageplade beklædt med bagepapir.
Skru ovnen ned til 120°, og bag marengsene i 60 minutter. Sluk for ovnen, og lad kagerne køle helt af i ovnen.
2. CITRUSFRUGTER I VANILJESIRUP: Flæk vaniljestangen, og skrab kornene ud med en lille kniv. Bring vand, sukker, vaniljekorn og den tomme vaniljebælg i kog i en lille gryde. Lad siruppen simre i 3 minutter. Skær skrællen og den hvide hinde af appelsiner og grapefrugter med en skarp kniv. Skær appelsinerne i tynde skiver, og skær grapefrugterne i fileter uden hinder. Læg citrusfrugterne i en skål, og hæld den varme vaniljesirup over dem. Lad dem trække i skålen i 30 minutter inden servering.
3. SERVERING: Pisk fløden til blødt skum. Hak pistacienødderne groft. Anret hver marengs med flødeskum, citrusfrugter, sirup og et drys hakkede pistacienødder.
PRØV OGSÅ: Italiensk ostekage med mandler og citrusfrugter
