
Opskrift på lækre og nemme havregrynskugler
DET SKAL DU BRUGE
- 250 g økologiske havregryn
- 200 g flormelis
- 100 g smør/margarine
- 50 g kakao
- 7 spsk færdiglavet kaffe
- Romessens
- Kokosmel
Når det bliver juletid, og sneen så småt begynder at falde udenfor, så er det tid til at hygge i køkkenet med dem, du holder af. Måske med børnene - eller med veninderne. I kan bage småkager, stege æbleskiver eller trille konfektkugler. Vi elsker især havregrynskugler med masser af smør, kakao og kokos. De klassiske havregrynskugler, som vi kender fra barndommen, er og bliver den bedste julesnack! Og de er tilmed superlette at kaste sig over.
Alle børn skal prøve at lave gammeldags havregrynskugler med deres forældre eller bedsteforældre. De vil helt sikkert synes, det er sjovt at lave, og så vil de stolt nyde at spise dem, når de er færdige.
Har du ingen børn i familien, er der altså mange andre gode undskyldninger for at trille - og spise! - en portion havregrynskugler. Vi lover, at disse nemme og lækre havregrynskugler også bliver et sikkert hit hos veninderne! Du kan også bare lave en portion konfekt til at have stående til dig selv. Det er så hyggeligt at have lidt at gå og spise af i køleskabet.
Disse havregrynskugler er rigtig nemme at lave, så børnene kan sagtens være med. Faktisk er de så nemme at lave, at det sværeste er ikke at spise dem alle på én gang!
LÆS OGSÅ: Prøv også vores sunde havregrynskugler
Opskrift - sådan laver du havregrynskuglerne
Ælt gryn, flormelis, smør, kakao og kaffe sammen og smag dejen til med romessens – og pas på, I ikke kommer til at spise hele dejen undervejs!
Tril kugler af massen og rul herefter de færdige kugler i kokosmel.
Læg de færdige kugler på køl mindst et par timer og opbevar dem herefter i dåser.
Server de klassiske havregrynskugler for dine gæster, eller når lysten til noget sødt melder sig.

Er du - ligesom os - helt vild med chokolade? Klik dig igennem det inspirerende galleri med 25 fantastiske opskrifter med chokolade
25 opskrifter med chokolade
























