Opskrift på de bedste havregrynskugler
Desserter

Havregrynskugler med kaffe

af Anne Moltke Hansen 19. november 2014
Foto: Columbus Leth
Opskriften på havregrynskugler er muligvis den nemmeste blandt klassisk julekonfekt, men det gør dem absolut ikke mindre gode! Bliv klar til julehyggen med de lækreste havregrynskugler her.
24 personer

Ingredienser til havregrynskugler

  • 85 g grove havregryn
  • 40 g kokosmel
  • 50 g sukker
  • 2 spsk. færdigbrygget stærk kaffe
  • 2 spsk. kakao
  • 100 g blødt smør

PYNT

  • 40 g kokosmel til at trille kuglerne i

Sådan laver du havregrynskugler med kaffe

  1. Rør alle ingredienserne sammen i en skål og rul dem til ca. 24 kugler.

  2. Pynt: Tril havregrynskuglerne i kokosmel og opbevar dem på køl.

Tip: Justér konsistensen på dine havregrynskugler ved hjælp af kokosmel og kaffe. 

Klassiske havregrynskugler- Gammeldags konfekt

At spise en havregrynskugle er ren barndomsnostalgi, der bringer tankerne direkte til den hyggelige juletid. Klassiske havregrynskugler laves med masser af smør, kakao og kokos. De klassiske havregrynskugler, som vi kender fra barndommen, er og bliver den bedste julesnack! Og de er tilmed superlette at kaste sig over.

Disse havregrynskugler er rigtig nemme at lave, så børnene kan sagtens være med. Faktisk er de så nemme at lave, at det sværeste er ikke at spise dem alle på én gang!

Lav nem konfekt med havregrynskugler

Alle kan være med til at lave havregrynskugler, da opskriften kun kræver få ingredienser og er meget simpel at følge. Havregrynskugler er klart i den lette ende af julekonfekten, så du kan altid hurtigt bikse en portion sammen, hvis konfektskålen ser tom ud.

At lave havregrynskugler er et hyggeligt familieprojekt for både store og små. Selvom opskriften er simpel, kan I sagtens pifte den op ved at trille kuglerne i farverigt krymmel, hakket chokolade eller hakkede nødder. I kan også indfarve kokosmelet med frugtfarve, så de klassiske havregrynskugler får et farverigt tvist.

Sådan får du de bedste havregrynskugler

Havregrynskugler er nemme at lave, men der er alligevel nogle små tips og tricks, der gør dem ekstra gode. Dem får du lige her.

Brug finvalsede havregryn. Der findes både finvalsede og grovvalsede havregryn, og når du laver havregrynskugler, er der ingen tvivl om, at de finvalsede havregryn er bedst. De grove er sværere at få til at hænge sammen, hvorimod de fine giver en god, sammenhængende masse, der er nem at trille til kugler.

Brug en god kakao. Kakao er en afgørende ingrediens i havregrynskugler, og det kan derfor godt betale sig at købe en god, rå kakao, der har masser af smag.

Brug en god, stærk kaffe. Klassiske havregrynskugler med kaffe, må gerne have en stærk, rund kaffesmag, og den får du bedste med en god kaffe. Brug gerne et espressoshot.

Brug flormelis og ikke sukker. Hvis du bruger almindelig hvid sukker i havregrynskugler, er der stor risiko for, at du kan smage og mærke de små sukkerkorn, når du spiser havregrynskuglerne. Det er meget lækrere i både konsistens og smag at bruge flormelis, der blander sig perfekt med de andre ingredienser.

Giv havregrynskuglerne masser af smag. Den klassiske opskrift på havregrynskugler indeholder også kaffe, som giver julekonfekten en skøn, dyb smag. Du kan selv justere styrken af kaffe efter din egen smag. I denne opskrift har vi også tilsat en smule rom, men den kan sagtens udelades. Kaffen kan også udelades, hvis du ikke er til den. I så fald kan du alternativt tilsætte en smule appelsinjuice eller kakaomælk for stadig at give havregrynskuglerne masser af smag. Prøv også at smage havregrynskuglerne til med rom eller Baileys.

Havregrynskugler uden flormelis – sundere havregrynskugler

Den klassiske opskrift på havregrynskugler indeholder rigelige mængder smør og flormelis, som giver fedme og sødme til de lækre havregrynskugler og får massen til at hænge sammen. Havregrynskugle-opskriften kan dog godt laves uden flormelis og smør.

I stedet for smør og flormelis kan du f.eks. bruge dadler og evt. en lille klat nøddesmør. Dadlerne giver både sødme og får massen til at hænge sammen. Nøddesmør tilføjer lidt fedme og konsistens til havregrynskuglerne. Prøv også at lave sunde havregrynskugler med frugtstænger, som giver naturlig sødme og fedme helt uden tilsat sukker. Prøv vores opskrift på sunde havregrynskugler her.