RAW-cake med jordbær og mango
Desserter

RAW-cake med jordbær og mango

9. oktober 2014Opdateret 3. april
af Helle Rosenkrantz
Ugens tema i "Den store bagedyst" var trends og den hemmelige udfordring var denne smukke RAW-cake med jordbær og mango. Få opskriften her

Crunchy chokoladebund

  • 8 medjool dadler, uden sten
  • 3 spsk. kokosolie
  • 1 dl paranødder
  • 1 dl revet kokos (kokosmel)
  • 1 dl raw kakaopulver
  • 1 tsk. vaniljepulver
  • 1 knsp. himalayasalt
  • 1 dl morbær

Jordbærcreme

  • 6 dl cashewnødder, lagt i blød i 2 timer
  • 4 spsk. rå kokospalmesukker
  • 2-3 dl jordbær
  • 3 dl kokosolie
  • 2 spsk. HUSK fibre
  • 3 tsk. rødbedekrystaller
  • 1½ dl vand
  • Honning

Mangostjerner

  • 1 mango

Mangopuré2

  • 2 dl frisk, hakket mango
  • 1 dl tørret mango, lagt i blød i 1-2 timer
  • 1 moden banan
  • 1 spsk. kokosolie
  • 2 tsk. HUSK-fibre
  • 1 tsk. gurkemeje

Kokoskrymmel

  • 2 dl kokosmel
  • ½ tsk. gurkemeje
  • ½ tsk. rødbedekrystal

Prøv denne spændende RAW-cake med chokoladebund, jordbærcreme og mangopuré.

FREMGANGSMÅDE

N.B. Når du blander kagens bestanddele så smag undervejs og vurdér, om der evt. skal lidt ekstra af "det ene eller det andet" i for at give den bedste smag.

Chokoladebund

  1. I en foodprocessor kombineres dadler, kokosolie, paranødder, kokosmel, rå kakaopulver, vaniljepulver, salt og morbær.
  2. Pulsér til du har en grov "dej".
  3. Placer en kagering på et plant underlag og læg et stykke tilskåret bagepapir i bunden af den.
  4. Læg et stykke kageplast rundt langs indersiden af ringen.
  5. Fordel nu dejen i bunden af ringen og tryk den sammen med bunden af et glas eller lign.
  6. Stil den på køl, mens du laver jordbærcreme og mangostjerner.

Jordbærcreme

  1. Lav jordbærcremen ved at blende cashewnødder, palmesukker, halvdelen af jordbærrene, kokosolie, HUSK-fibre, rødbedekrystal og ca. 1½ dl. vand.
  2. Hak den anden halvdel af jordbærrene groft og tilsæt dem til cremen.
  3. Smag evt. til med honning.
  4. Fordel et lag jordbærcreme på ca. 1 centimeter på kagens bund.

Mangostjerner

  1. Skær en mango i tynde skiver.
  2. Udstik mangostjerner med en lille stjerneudstikker.
  3. Placer nu mangostjernerne jævnt langs indersiden af kageringen ved at lade dem "stå" på cremen og klistre til kageplasten.
  4. Fordel nu resten af jordbærcremen forsigtigt i kageringen uden at flytte med mangostjernerne (dog skal der være plads til mangopureen).
  5. Sæt kagen på køl.

Mangopuré

  1. Blend frisk mango, tørret mango, banan, kokosolie, HUSK-fibre og gurkemeje til en gul puré.
  2. Fordel mangopuréen øverst på kagen og sæt igen kagen på køl.

Kokoskrymmel

  1. Lav nu kokoskrymmel ved at fordele kokosmelet i 2 skåle.
  2. Rør gurkemejen op med 1 tsk. vand og bland i den ene skål.
  3. Rør til kokosmelet er helt gult.
  4. Rør rødbedekrystallerne op med 1 tsk. vand og bland i den anden skål.
  5. Rør til kokosmelet er helt pink.
  6. Lad evt. melet tørre i 10 minutter, spredt ud på bagepapir.
  7. Når kagen er helt fast, fjernes kageringen og kageplasten trækkes forsigtigt af.
  8. Kagen skal nu dekoreres på toppen.
  9. Placér forsigtigt den store stjerneudstikker midt på toppen af kagen og drys gul kokosmel indeni stjernen og rød kokosmel udenfor stjernen.
  10. Fjern til sidst stjerneudstikkeren, og kagen er færdig.
  11. Server kagen, mens den er kold. Velbekomme.

Se flere opskrifter fra Den Store Bagedyst lige her.

Læs også