Pizza med lækker ostekant og kødboller
Desserter

Pizza med lækker ostekant og kødboller

18. september 2014Opdateret 3. april
af Helle Rosenkrantz
Mette kastede sig ud i en noget anderledes pizza i denne uges "Den store bagedyst". Kanten er rullet om ostehapsere - lige noget for pizzaglade børn. Her får du hendes opskrift på pizza med ostekant og kødboller

Tomatsauce

  • ½ lille løg
  • 250 g tomater
  • ½ spsk. olie
  • 2 fed presset hvidløg
  • 1 spsk. hvidvinseddike
  • 1 tsk. oregano
  • 1 håndfuld hakket basilikum
  • salt og peber

Pizzadej (to bunde)

  • 25 g gær
  • 1½ dl lunken vand
  • 1 tsk. salt
  • ½ tsk. sukker
  • 2 spsk. olie
  • 100 g durummel
  • ca. 125 g tipo 00
  • hvedemel

De bedste kødboller

  • 400 g oksekød
  • 2 fed hvidløg
  • 2 spsk. rasp
  • ½ dl. mælk
  • 1 spsk. ketchup
  • 2 spsk. parmesan
  • ½ rød chili uden kerner (hakket fint)
  • 1 stor håndfuld hakket basilikum
  • Salt og peber

Topping

  • 1 pakke lillebrorost (ostehapser)
  • 2 bøffelmozzarella
  • Cocktailpølser
  • Chorizo pølse

Denne opskrift giver to sjove og lækre pizzaer med et twist – der er nemlig ostehaps inde i kanten. Ovenpå er der lækre, hjemmelavede kødboller.

Fremgangsmåde

Tomatsauce

  1. Løget pilles og hakkes fint.
  2. Tomaterne hakkes fint.
  3. Olie varmes op i en gryde og løg tilsættes. Dette svitses.
  4. Tilsæt tomater, hvidløg, hvidvinseddike og oregano.
  5. Dette skal nu simre i 25 minutter under låg.
  6. Gryden stilles til afkøling, og til sidst tilsættes basilikum og salt/peber.

Pizzadej (Brug røremaskine)

  1. Gæren røres ud med vandet.
  2. Der tilsættes sukker og olie, som også røres ud.
  3. Durummel tilsættes, og der røres godt.
  4. Tipo 00 tilsættes lidt efter lidt og til sidst saltet.
  5. Rør i mindst 10 minutter.
  6. Pensl en skål med olie og læg din dej til hævning med folie over – mindst 30 minutter.

Kødboller

  1. Rør alle ingredienser sammen på din røremaskine med din k-spade.
  2. Sæt den derefter på køl mindst 30 minutter.
  3. Form farsen til små kugler og steg på din pande.
  4. Læg dem til side til de skal bruges oven på din pizza.

Samling af pizzaerne

  1. Varm din ovn op på 250 grader og placer din pizzasten på midterste rille imens, så den også bliver varm.Halver din dej i to.
  2. Udrul den ene på et meldrysset bord (brug durummel).
  3. Når du har den størrelse, du ønsker, placerer du halveret lillebrorost i kanten og folder kanterne af pizzadejen ind over, så osten ikke løber ud under bagningen.
  4. Pensel kanten med pisket æg for at få en flot gylden kant.
  5. Bag i 2 minutter.
  6. Smør pizzaen med noget af din tomatsauce.
  7. Fordel 1 bøffelmozzarella ud over pizzaen (måske mindre, ikke for meget, for så ødelægger man bunden).
  8. Placer kødboller, cocktailpølser, chorizo pølse eller andet kød efter behag ud over din pizza.
  9. Drys med oregano.
  10. Bag i 10 minutter og gentag processen for din næste pizza.

Se flere opskrifter fra Den Store Bagedyst lige her.

Læs også