Desserter
Daddelkage med romsirup
Dadlerne gør kagen saftig og bidrager med naturlig sødme, der passer godt til den skarpe sirup.
Torsdag, 21. november 2019 - 7:31 - af Mai Knauer foto: Columbus Leth
Tid: 30 minutter
Bagetid: 35 minutter
Antal personer: 6-8
DET SKAL DU BRUGE
200 g dadler uden sten
1 tsk. natron
2 dl kogende vand
180 g rørsukker
125 g blødt smør
2 store æg
175 g hvedemel
1½ tsk. bagepulver
1 knivspids salt
1 tsk. kanel
1 tsk. vaniljesukker
½ tsk. stødt ingefær
1 kugelhopfform,
ca. 25 cm i diameter
Smør til formen
Romsirup:
1 dl ahornsirup
½ dl mørk rom
1 tsk. vaniljeekstrakt
Tænd ovnen på 180°. Hak dadlerne groft, læg dem i en skål, og drys natron over. Hæld kogende vand over, og lad det stå i 5 minutter, til dadlerne er bløde. Blend det i en foodprocessor, til massen er glat. Pisk sukker og smør sammen i en stor skål med en elpisker i ca. 5 minutter. Rør æggene i et ad gangen, og sigt så mel, bagepulver, salt, kanel, vaniljesukker og ingefær i dejen. Vend forsigtigt daddelblandingen i. Hæld dejen i en smurt kugelhopfform, og bag kagen i ovnen ca. 35 minutter. Lad kagen afkøle helt på en rist.
Romsirup:
Varm ahornsirup, rom og vaniljeekstrakt op til kogepunktet i en lille gryde. Skru ned, og lad siruppen simre i 5-6 minutter, til den tykner. Hæld sirup over kagen, og servér.