Brød

Gode brød: Tysk landbrød

af Nanna Simonsen 8. april 2022
Foto: Bjørn Jakobsen
Nok sparer du penge, stresser af og får måske ros af omgivelserne – men den største glæde ved at bage er, at du får lækkert, redeligt bagværk ud af det – og at du har fingrene nede i noget af det allermest basale i vores kost. Her får du kogekone, madskribent m.m. NANNA SIMONSENS bedste brød.

DET SKAL DU BRUGE

  • 1 brød
  • 4 dl håndvarmt vand
  • 2 dl kærnemælk
  • 3 spsk bygmaltsirup (fås i helsekostforretninger og velassorterede supermarkeder)
  • 20-25 g salt
  • 5-10 g gær
  • 1½ spsk fintmalet kommen (brug evt. en krydderikværn)
  • 225 g rugmel (gerne svedjerugmel - se boks t.h.)
  • 125 g fuldkornshvedemel (gerne ølandshvede - se boks t.h.) eller grahamsmel
  • 290-350 g italiensk pizzahvedemel "type 00"
  • Ekstra hvedemel til hænder, bordplade og efterhævning

Prøv dig frem

  • MELMÆNGDEN i brød og bageopskrifter er altid vejledende, for mels evne til at optage væske kan svinge og afhænger bl.a. af, hvor gammelt melet er, hvordan det har været opbevaret og rummets temperatur og luftfugtighed.  
  • Også BAGETIDER og OVNTEMPERATURER er vejledende, for ikke to ovne bager ens, så prøv dig frem.  

Sådan laver du et tysk landbrød:

Hæld vandet i en dejskål. Tilsæt kærnemælk, sirup og salt og rør det godt sammen. Tilsæt gær og kommen og rør igen.

Kom først rugmel, derefter fuldkornshvedemel og til sidst pizzahvedemel i lidt efter lidt.

Ælt meget grundigt, men tilsæt ikke mere pizzamel, end at dejen er glat og elastisk og kan slippe hænder og skål.

Dæk skålen med plastfilm og stil den til hævning på et lidt køligt sted (15-17 grader) i ca. 7-12 timer.

Drys mel på bordpladen og skrab dejen ud.

Form den til et kuglerundt brød og læg det på bagepapir eller en siliconemåtte på en bageplade.

Drys lidt mel på kuglen og rids toppen med en skarp kniv.

Dæk brødet med løst plastfilm eller en opsprættet fryseplastpose og lad det efterhæve et par timer på et lunt sted til mindst dobbelt størrelse.

Varm ovnen op til 250 grader. Stænk lidt vand på ovnens sider og på brødet og sæt det i ovnen.

Skru straks ned til 220 grader og bag brødet i ca. 45 min.

Stænk lidt vand over det par gange undervejs.

Her får du Nanna Simonsens bedste opskrifter på brød:

 

 

Langtidshævede hverdagsbrødFastelavnsboller med mandelcremeSurdejsrugbrød med rugkernerGammeldags teboller