Brødstænger
Brød og bagværk

Brødstænger

9. oktober 2012
af Marie-Louise Risgaard fra bogen "Hjemmebagt"
Et godt og sundt alternativ til chips

(ca. 30 stk.)
DEJ:
150 g stenformalet fuldkornsspelt- eller hvedemel
350 g stenformalet, fintsigtet spelt- eller -hvedemel
10 g økogær
10 g salt
ca. 350 g (ca. 3 ½ dl) vand

FORSLAG TIL PYNT OG FYLD:
grøn pesto af sødskærm, evt. fintrevet parmesan (trilles i blå birkes)
rød pesto, evt. fintrevet parmesan (trilles i hvide birkes)
finthakkede oliven, oliventapenade, evt. fintrevet parmesan (trilles i majsgryn)

De to meltyper blandes grundigt. Gæren smuldres fint i melet; vand og salt tilsættes, og der blandes og æltes, til dejen er blank og elastisk og fyldt med luft. Lad dejen hæve til godt og vel dobbelt størrelse.
Forvarm ovnen til 250° varmluft.
Skrab dejen ud på et meldrysset bord. Pres den let ud med fingerspidserne, til den danner et rektangel. Del den i tre lige store stykker, og fordel derefter fyldet med én slags på hvert stykke.
Fold ¹⁄3 af dejen op mod midten. Fold den modsatte side ind over dejen, men her helt til den nederste kant. Tryk let med håndfladerne på den "lukkede" dej, så fyldet trykkes fast inde i dejen. Gentag med de to andre stykker med hver deres fyld.
Med en dejskraber skæres dejen i 5-7 mm tykke strimler, som snós og strækkes til ca. 30 cm's længde. Tril strimlerne i den pynt, som svarer til fyldet, og læg dem derefter på en bageplade beklædt med bagepapir, eller en non-stick-plade. Så snart pladen er fyldt med brødstænger, sættes den i den varme ovn. Stængerne skal ikke efterhæve - gør de det, bliver der for meget brød og for lidt knasende snacks over dem!
Brødstængerne skal bage i 10 minutter, hvis de er tynde - et par minutter ekstra, hvis du alligevel har fået lavet dem med lidt mere gods i.

Lær at bage det perfekte brød. Prøv FEMINAs bageskole

Læs også