polenta
Aftensmad

Polenta med ristede grøntsager og pocherede æg

af Emma Martiny 8. maj 2018
Foto: Winnie Methmann
Tøm grøntsagsskuffen og skab en forrygende hverdagsret med majsgryn og pocheret æg. Her får du opskriften på polenta med ristede grøntsager og pocherede æg
30 min 4 personer
Tid i alt 1 t og 0 min

DET SKAL DU BRUGE

  • 250 g majsgryn (evt. 500 g, se tip) til polenta, f.eks. fra Urtekram
  • 1 knsp. salt
  • 1¼ l kogende vand
  • 1 dl friskrevet parmesan
  • salt og friskkværnet peber

RISTEDE GRØNTSAGER

  • 1 aubergine
  • 1 squash
  • 2 røde peberfrugter
  • 250 g cherrytomater
  • 2 rødløg
  • 2 spsk. olivenolie
  • 1 håndfuld frisk timian
  • salt og friskkværnet peber

POCHEREDE ÆG

  • 1 l vand
  • 3 spsk. eddike
  • 4 æg

TIL SERVERING

  • 1 håndfuld frisk timian

Opskrift - sådan laver du polenta med ristede grøntsager og pocherede æg 

1. RISTEDE GRØNTSAGER: Tænd ovnen på 175°, og beklæd en bageplade med bagepapir. Skyl aubergine og squash, og skær dem i skiver. Rens peberfrugter, og skær dem i skiver. Skyl og halvér cherrytomater. Pil rødløg, og skær dem i både. Fordel alle grøntsagerne på bagepladen. Dryp olie over dem; krydr med timianblade, salt og peber, og bag dem i ovnen i 30 minutter, til alle grøntsager er møre og gyldne.   2. Hæld majsgryn og salt i en gryde med kogende vand under omrøring. Kog i ca. 15 minutter, til grøden er cremet. Rør revet parmesan i, og smag til med salt og peber.   3. POCHEREDE ÆG: Bring vand i kog i en gryde. Tilsæt eddike, og skru ned, så vandet er lige under kogepunktet. Slå 1 æg ud i en kop. Brug et piskeris til at røre rundt i vandet, så du får skabt en hvirvel i midten af gryden. Hæld forsigtigt ægget ned i hvirvlen, og lad gryden stå, imens vandet drejer rundt, og æggehviden samler sig om blommen. Skub ægget ud i siden af gryden, og kog det i 2-3 minutter, indtil hviden er fast og blommen stadig flydende. Imens kan du skabe endnu en hvirvel i midten af gryden og pochere det næste æg.   4, SERVERING: Top polenta med ristede grøntsager, pocherede æg og frisk timian. Servér straks.

TIP: Du skal også bruge kogte majsgryn til fredagens polentafritter, så kog gerne 500 gram i dag, og gem halvdelen i et fad på køl til i morgen.

Få indkøbslisten til hele ugen her

 

UGENS ANDRE OPSKRIFTER

Mandag: Sandwich med laksemousse – Få opskriften her

Tirsdag: Mexicanske majspandekager med kylling – Få opskriften her

Onsdag: Asiatiske frikadeller med spidskålssalat – Få opskriften her

Fredag: Ribeye-bøffer med forårssalat og polentafritter – Få opskriften her