Forårsruller med and og kål - et dejligt alternativ til de klassiske forårsruller
Aftensmad

Forårsruller med and og kål

af Timm Vladimir 17. november 2016
Foto: Columbus Leth
Det er en noget anden oplevelse at spise forårsruller, man selv har lavet, end dem fra pose. Variér fyldet efter smag. Her får du opskriften på forårsruller med and og kål

Forårsruller med and og kål

  Tid: 45 minutter. Antal: Ca. 12-14 stk.  
    DET SKAL DU BRUGE 1 andebryst lidt olie til stegning 4 forårsløg ¼ savojkål 1 frisk chili 50 g bønnespirer 2-3 spsk. sojasauce saft af 1 limefrugt 1 pakke forårsrulledej 1 æggehvide olie til (friture)stegning   TIL SERVERING soja   SE OGSÅ: Vietnamesiske forårsruller med steak  

Opskrift - sådan laver du forårsruller med and og kål

  Skær andebrystet i fine tern, og brun dem i olie på en varm pande. Rens og snit forårsløg, savojkål og chili fint, og vend det med andekødet på panden sammen med bønnespirer. Steg det hele i 4-5 minutter, til det netop er faldet sammen, og smag til med sojasauce og limesaft. Lad fyldet køle af, før du ruller forårsrullerne. Læg 1 stor spsk. af fyldet på et stykke forårsrulledej; fold enderne indover, og rul dejen stramt sammen omkring fyldet. Pensl samlingerne med æggehvide, så de holder sig lukkede under stegningen. Steg forårsrullerne i friture eller i rigeligt med olie i en dyb pande i 5-6 minutter, til de begynder at tage farve. Servér dem lune sammen med sojasauce at dyppe i.